New Zealand 2014

torsdag den 3. april 2014

Miranda og hjemrejse

Efter en 4 dage på Hahei Beach og omegn, mente vi at det var ved at være tid til at komme lidt videre, så onsdag lettede vi anker mod Auckland, eller et sted i nærheden deraf.

Vi skulle lige have handlet ind for sidste gang, så et slag forbi en Pick´n Pack i Thames. Efter en lille frokostpause og et lille kig på en smalspors bane med smal på, tøffede vi videre mod en campingplads ved Miranda. Stille og roligt sted, som mange brugte som sidste sted før Auckland. Jeanette prøvede at forære nolge af vore madvarer som vi havde for meget af, men alle svarede at de også skulle hjem i morgen.

Stedet havde for øvrigt sin egen ”Hot Pool” med 35-38 grader varmt vand, så vi alle brugte flittigt badebukserne og lignede mest af alt en rynket rosin til sidst.

Et par dage er gået her, med ikke megen aktivitet, og ungerne har nydt den rolige tilværelse med lidt ditten og datten. William prøvede atter at fange ”gråssere” men udstyret svigtede, mente han, så vi måtte igen nøjes med bøffer på panden.

Eftermiddagen blev brugt på at få pakket rygsækkene igen, så de er klar til hjemrejse. Sidste dyp i poolen, inden den kl. 20 lukkede for (støjende) børn, og så ellers godnat Åge uden de store protester

Underligt at have brugt 6 uger, og så lige pludselig står man dér og syntes at det hele er gået alt for hurtigt.

Omvendt glæder vi os til at skulle hjem til det hjemlige og sine egne ting, sengen ikke at forglemme!

Børnene har klaret turen til UG + og slange, i forhold til at vi 5 mand har været sammen på 10 M2 i 40 dage, uden de store gnidninger og kontroverser. De få der har været er hurtigt blevet skudt i sænk af de disiplinære og uretfærdige forældre J

Alt for denne gang. Håber i har fået lidt ud af at følge med på bloggen, og tak for div. indlæg og kommentarer på vores rejse her i NZ. Det gør det lidt lettere, ikke at skulle til at fortælle historien alt for mange gange, da i jo har fået essensen af det meste af turen her.

Så er det for øvrigt også begyndt at regne, så kan vi jo lige så godt tage hjem. 5 dage med regn på 41 dage må være rigelig ;-)

Ja, og jeg tager lige 14 dage mere hernede, men det bliver en helt anden historie!

Med kærlig hilsen

Fam. Veng Schack

Guldgraverbyen Thames

Smalsporsbane med station

Alt det pakken tager helt pusten fra en

William holder mageligt øje med fælden på behørigt afstand

Dyb koncentration når der mediteres

Har i set hende der ovre, hun er da lækker..

Lektietid. Tungen lige i munden

Den stolte mor med sine dejlige børn

K.E. , Heine, og Piphans

Sidste aften på NZ....for denne gang.
24 timer og 30 min. flyvetid venter forude for Jeanette og børnene.

tirsdag den 1. april 2014

Hahei Beach, Coromandel

Vi er endnu her på Hahei Beach Holiday Resort, som ungerne er vilde med, og det er lykkedes dem de sidste 3 morgener at overtale os til at tage en dag mere.

Som sagt er vi jo ved at være mætte af indtryk, og nu det gode vejr er over os, kan vi jo lige så godt tage de sidste dage ved stranden og daske lidt rundt.

I går tog vi rygsækken på nakken og gik til Cathedral Cove. En tur på 3 timer frem og tilbage, så det var dejligt at komme ud og få gang i bentøjet igen. Ikke så meget om stedet, det kan billederne bedre beskrive.

I dag fik Jeanette overtalt mig til at tage med ud til Hot Water Beach, hvor man, når der var lavvande, kunne grave sig et hul i stranden og lægge sig derned!!

Ja tænker i sikkert, som jeg gjorde. Hvad skulle der nu være i det. Forklaring følger.

Varme kilder strømmer op af en lille kilde, ikke langt fra kysten, og laver en lille bæk af 65-70 grader dampende varmt vand.

Fidusen er at man langs denne bæk, graver et hul i sandet, hvor kold havvand strømmer op. Man laver en lille rende til bækken, og blander varmt vand i, lige akkurat så det er tilpas varmt til at det føles behageligt. Så sætter man sig ned i mudderhullet, som en anden brunstig hvalros, ligesom de ca. 100 andre langs bækken som har gjort det samme. Gad vide hvad David Edinbourugh for dem som kan huske ham (Ja, eller hvad han nu hed, når man ikke har google og ved sin side) ville have sagt, hvis han havde set disse sære individer i flok, grave huller i sandet og bagefter sætte sig i dem og mudre sig ind.

På denne strand var bølgerne lidt større, og der blev ivrigt prøvet kræfter med dem, når man nu alligevel skulle ud og svales lidt af fra de varme kilder.

Dejlig dag som vi alle nød i fulde drag.

Tilbage på campingpladsen fik mor og far lov til at tage på stranden helt alene i den sidste aftensol som blev brugt til lidt kryds & tværs og dameblade med diverse slankekure, hvor især palæo-kuren, den med masser af kød, blev skrevet bag øret. Jeanette og jeg har nemlig lavet væddemål med h.h.v. 64 og 87 kg. som mål, inden 1. oktober. Jo flere der ved det, jo lettere er det jo at komme i gang, så hermed gjort!

Imens fornøjede børnene sig med at sætte fælder til de sultne tillidsfulde gråspurve og lidt spil på div. tablets og Ipads, inden lærer Skrapsak kaldte til time med skolebøgerne.

Vi har snakket om hvor dejligt der er hernede, og det har været rigtig godt til os alle at være sammen på denne måde.

Jeanette har jo forældreorlov til 1. juli, og jeg skal først møde ind d. 14. maj, så derfor besluttede vi os for at tage en måned ekstra hernede. Det var ingen problem at ændre flybilletterne og camperen kunne sagtens forlænges med lidt flere dollars i hånden. og mon ikke børnene kan følge op på skolegangen når vi kommer hjem engang. Ludvig skal jo først starte i skole efter sommerferien, så no problemos. Vi kommer dog til at savne den nyudsprungne bøgeskov og fjorden derhjemme.

Her et lille klip fra Jeanettes dagbog, som hun insisterede på skulle med, så hermed gjort:

Jesper lavede denne dag STUNTET!!! Han kom stolt og gav mig en nøgle til en Skoda. Han mente den kunne være god til mig, for så havde jeg jo en ekstra til bilen når vi kom hjem, for nu havde han jo smidt den ene væk sidste år på skiferien. Jeg undrede mig en smule da vi har set max 5 skodaèr i dette land, og så var det da helt utroligt at lige ved siden af vores camperplads skulle have holdt en sådan, som havde tabt deres nøgle. Hhmmm. Jeg spurgte om det måske kunne være min egen nøgle som vi havde med hjemmefra, eftersom vi kørte op til banegården i Hobro. Jesper lignede et stort spørgsmålstegn, for det kunne han da slet ikke huske noget om.- Han havde haft alle rygsækkene ude for at finde de to William og Bertram skulle gå med da vi skulle handle, så han havde også haft fat i sin egen hvori min nøgle lå i toppen. Så meget heldigt han fandt ”en anden mands nøgler” som viste sig at være til vores egen bil. FLOT. Og heldigvis har jeg nu stadig en nøgle til bilen når vi ankommer til Danmark om en uges tid.!!!

På vej mod Cathedral Cove med "vores" strand i baggrunden

Fortjent hvil med udsigt fra toppen

Ludvig finder en knæler som den i Kung Fu Panda

Halvvejs. Nu går det endelig nedad

Cathedral Cove ses i baggrunden

Ludvig kan heldigvis ikke læse

Tidens tand og bølgerne slider på klipperne

Karate Kid

Små drenge i stor hule

De store smil er fremme i det gode vejr

HUUH - Ass Jack. K.E., Heine og piphans

Fam. Veng Schack med selvudløser

Så går turen hjemover igen. Ludvig får sig en Olfert, eller hvad man nu kan kalde den

Hot Water Beach

Der graves ihærdigt

Skovlen lidt for lav til "kommunalarbejder-stillingen"

Leg i bølgerne

En tur i den store vaskemaskine

Ludvig forsøger sig også på det lidt lavere vand

Mens Bertram mageligt kigger på, fra hans private pool

Endnu et flueben ved "stranddag"

En spaghetti-si, to snørebånd og en pind
Der ventes tålmodigt på at en gråspurv går i fælden.

Mens de andre to fornøjer sig med lidt teknologisk underholdning

søndag den 30. marts 2014

Delfinsafari - Hahei Beach

Fredag morgen skulle vi noget ganske ubehageligt igennem, nemlig at stå tidligt op. Ikke sjovt når man de sidste 5 uger har stået op, når man nu syntes nok var nok.

Nå men det gik da nogenlunde, nu vi vidste at vi skulle ud at se (efter) delfiner, og kl. 07.30 entrede vi det gode skib sammen med 12-15 andre som havde de samme forhåbninger.

Vi skulle et par timer ud fra kysten før der var gevinst med delfinerne, men da vi fandt dem, var der til gengæld rigtig mange af dem, både store og små. Hver gang en flok dukker op, vurderer skipper om det er en flok vi må ”lege” med, da man ikke ønsker at forstyrre flokke med små nyfødte delfiner, som kræver megen ro og pleje.

En fed oplevelse at se delfinerne lege rundt om båden i fuld fart, mens de springer ud af vandet, som var de flyvefisk fra Mandalay. Børnene fik lov til at sidde med fødderne ud over rækværket, og nogle var heldige at få delfinerne til at springe så højt at de lige kunne nå tæerne. Stor oplevelse at se disse akrobater lave halsbrækkende manøvrer ganske ubesværet og flere gange kiggede man ekstra godt efter hvor motor og propel sad, for det var næsten ikke til at tro at de kunne få en sådan fart på, bare ved at vrikke lidt med røveren og slå lidt med halen.

William og jeg fik muligheden for at komme i vandet, hvor man efter en udslået bom bag båden, kunne holde fast og med maske og snorkel kunne kigge under vandet, og se dem ganske tæt på, når de lavede akrobatiske øvelser.

En times tid gik vel, og da alle havde fået nok, vendte vi snuden mod land, og alle sad med et smil på læben og prøvede at fordøje indtrykkene. Stor oplevelse for alle, også dem som valgte ikke at gå i vandet med delfinerne. Samtidig var vejret perfekt med kun en svag vind og høj sol.

Vi tøffede stille og roligt videre op langs kysten, mod Coromandel halv-øen, fik handlet lidt ind og fik lidt nyttigt info på en af de mange I-sites som findes i næsten hver by.

Heroppe er det lidt sværere at finde pladser hvor man må freedom campe, men vi fandt et herligt sted i en stille bugt, nær Waihi Beach, hvor vi fik en frisk aften dukkert og lidt at spise.

For ligesom at slutte dagen af, gik vi en aftentur op på toppen af bakkerne, hvor vi nød solnedgangen og udsigten ud over bugten.

Vi blev næste dag (lørdag) enige om, at vi ikke rigtig gad noget, andet end at finde en ny strand, og for børnenes skyld, gerne på en campingplads, hvor der er strøm. Strøm gør nemlig at de kan få gang i fjernsynet og harddisken hjemmefra, så de kan se en film. Når man ser film, er det lettere at overtale far og mor om, at man så også skal have ”fredags-snoller”. Hvis faderen bliver bestukket med 2 stykker snoller fra hver, er han ganske let overtalt, og så er det op ad bakke for moderen i hendes 1-4 favør.

På vejen op mod Hahei, undrede det os at vi på vejen så rigtig mange custom cars og andre muskel-biler. Det viste sig at vi var røget lige ind i trafikken til et Classic-Car stævne længere op ad kysten. Så ikke nok med at vi skulle ræse om kap med de forskellige Mustangs og gamle V8 flydere, så skulle alle Brian og Danny typer med armen ud af vinduet også gerne forbi denne her forbistrede camper med familie faderen ved rattet.

Skulle man skulle sætte sine penge på dem som importerer slidgummi til henholdsvis bremse- eller speeder pedaler, ved jeg godt hvor der skal investeres her i NZ! Er faktisk i tvivl om de overhovedet har bremser på deres køretøjer hernede.

Vi fandt Hahei Beach Holiday Resort, og fik en skyggefuld plads 100 m. fra vandet. resten af dagen gik på stranden med lidt badning, frisbee kast, sandslotte og hvad børnene nu ellers kunne finde på. Efter aftensmad gik vi en tur op i byen, og var først tilbage da der var mørkt.

Søndag var køleskabet ved at være tomt, og vi kunne aftenen forinden se på byens butik, at det ikke var her man kunne handle stort ind til en sulten familie.

Vi kørte derfor ned til et lille færgeleje, som kunne tage os over til en lidt større by Whitianga, dog uden camperen, da det kun var en lille passagerfærge. Hyggelig lille tur, hvor vi gik og osede lidt i de af byens butikker der nu havde åbent ,sådan en højhellig søndag.

Vi fandt byens supermarked, New World som er vores foretrukne og gav den godt med gas, nu vi kører på sidste vers. På campingpladsen var der en fin grill, så der blev købt godt med røde bøffer, ikke seje steaks og andet fraskåret elendigt kød, men dejlige, store saftige fedtmarmorerede velhængte røde bøffer, som faderen har bildt børnene ind, er livsnødvendigt hvis de skal have opbygget deres muskelmasse og være lige så stor og stærk som ham. J

Vi nåede lige et par timer på stranden inden bøfferne blev vendt på grillen og kørt ned med en flaske hvidvin i den lune sommeraften. Et ældre ægtepar spurgte høfligt hvor vi kom fra med den hersens accent, og efter svar udbrød hun ”Oh, Denmark, I loove Denmark. Straks ringer alarmklokkerne; Amerikaner, envejskommunikation, USA kan alt, alle andre er tåber osv. Nå de var nu fra Hawaii og ganske fornuftige at høre på, så det var nu ganske underholdene at høre et par af deres livshistorier. Ungerne var ganske ubemærket gledet lige så stille over i camperen og havde sat en film på, så da vi kom tilbage sad de rigtig og råhyggede sig. I morgen har de vist lovet sol....igen igen.

Dum dum didi dej, a dum dum didi dej... I will love you monday