Dunedin

Fra Rakaia gik den over stok og sten til mount Hutt, for nu skulle vandrestøvlerne dæleme luftes og vi trængte alle til at komme ud at røre os efter nogle zombiedage.

Ganske fin tur ad snoede stier op ad bjerget. 700 højdemeter nåede vi inden vil vendte om. Toppen nåede vi aldrig, og godt det samme da vil senere fandt ud af at toppen lå i knap 2100 meter og var et skiresort.

Turen ned gik markant hurtigere, dels på grund af tyngdekraften og fordi Ludvig skulle have tømt "tanken" efter 4 dages stilstand i gæringsprocessen  - Vi nåede det akurart.

Turen til Timaru gik gennem fladt terræn, hvor køer og får suverænt dominerer landskabet.

For at spare lidt på budgettet valgte vil at tage en overnatning på en p-plads med udsigt over Pacific Ocean. Vi har en Camper der er "self-contained" og derfor må vi overnatte de fleste steder når håndbremsen er trukket. Der var også 7-8 andre der havde fået samme ide, inkl. en meget mærkelig posedame som boede i hendes bil. Hun bidrog til underholdningen på pladsen og efterlod en masse spørgsmål til drengene, omm hvorfor hun gik ud af den ene side, og ind af den anden, og omvendt 2 min. senere, iklædt sort tøj og røde støvler, ansigtet dækket af store skigoogles og sommerhat.

Ved afgang næste morgen, lå alle hendes ejendele så udenfor bilen. Jow jow, deres posedamer er noget mere moderne end vores hjemme.

Igen tidlig afgang. Nedpakning og morgenmad var overstået inden kl. 8, så vi kunne få kværnet lidt kilometer. Destiantionen var Dunedin. På vejen ned, var vi en smut forbi Moeraki Boulders, nogle sære runde sten som lå I vandkanten, hvorfor hvordan og hvornår de er kommet, er jo lidt spøjst at tænke på, og sætter tankerne I gang, om de nordiske guder har været på tur undenfor Asgård for at få et spil kegler.

Ellers igen storslået landskab, meget varieret, fra store flade marker til bølgende bakker så langt øjet rækker. Chaufføren glemte helt at holde øje med diesel-beholdningen, hvad gav en del bekymringer hos “Bette-Karin”. Ville da mene at der var 8-10 km. tilbage I tanken inden vi fik fyldt op, så ingen panik. J

En lille sidebemærkning omkring Internettet. Det er ikke så let at komme på netværk som vi troede, og har man endelig adgang, så er det kontant afregning med 10 kr. For en halv time eller lign. Så vi er altså ikke “på” hver dag.

Vi lavede klasikeren med at lade GPS’en føre vejen for os mod campingpladsen i den lille flække Portobello udenfor Dunedin. Det kan godt væe det var den korteste, men på ingen måder den letteste. “Not recommended for big veichles” skal tages alvorligt, men flot var det fra topppen og ud over Otago bugten.

Vel ankommet yil Kiwi holidaypark I Portobello, fik vi foreslået en fin vandretur af camping-mutter, som vi klarede på en god time, og drengene syntes vist det var ok. Ludvig formåede at falde hele to gange, så der gik hul på begge knæ. På pladsen råbte en ældre mand “Skal så’n et par knægte ikke have været I skole” Jow jow det var et ægtepar fra Brovst som havde fundet herud til verdens ende. Kørte nu på 6. uge Godt mættet var de på vej hjemover med en uge tilbage. Ved siden af et par tyskere med deres 3 drenge og et par ældre hollændere til den anden side.

Nok for nu. I morgen skal vi ud og se Albatrosser og måske pingviner og søløver.

1. vandretur Lidt jungle-agtig, som William siger

Med fødderne i Pacific ocean. Vand og børn !

Den moderne posedame

Dejlige knægte ved Mouraki Boulders

Bladtang i metermål

Lækre svende med vind i håret

Hvem hulen har dumpet dem her

Bare rolig mutter. Masser af diesel

Otagobugten ved Dunedin, set fra oven

Malerisk

Akaroa

Efter en kold 1. nat i camperen, vågnede vi op til en skyfri himmel med flot solopgang over bjergene. Denne gang kunne flertallet strække den til kl. 06, så mon ikke vi inden længe kan komme op på ”ferie-mode” så vi kan få bugt med natteroderiet.

Vi kørte en tur ned på havnen i Akaroa, som har fransk islæt, og gik en tur gennem byen og nød det dejlige vejr med udsigt over bugten.

Turen tilbage over bjergene i Banks Peninsula som er et gammelt vulkan krater, var endnu mere betagende end dagen før, da solen nu gav landskabet dybde og karakteristik.

Efterhånden får man styr på alpekørslen op og ned af bjergene, i den ”gale side”, farten er dog ikke kommet på højde med de lokale endnu ( Og kommer det nok heller aldrig)

Turen gennem det flade lavland til Rakaia var præget af store landbrugs arealer, hvor får og køer afgræsser. Fårene bliver færre og færre, mens de i stedet får flere køer, (Muh-køer) som er mere rentable for bønderne.

Efter at have passeret NZ’s længste bro over floden Rakaia River, fandt vi en stille campingplads, hvor vi fik fundet camping stolene frem.

Meningen var at gå en tur ned til floden, men ungerne bærer stadig præg af de er trætte og havde bare lyst til at slå stængerne op. En tur i pool’en blev det dog til inden lektierne og aftensmaden kaldte.

Lige nu er der ”fredags-hygge” foran fjerneren med Happy Feet 2, og mutter fit har fundet strikketøjet frem. Jow jow der er hygge i det lille hjem.

Rådjer åver

Fransk Akaroa fra sin bedste side

Jeanette i hendes es

Mester Jacob og svende i den sorte gryde

Nice view

Panorama over bugten

Byens bibliotek

100% chance for våde sko

Stunnin'

Lektietid

Vel ankommet

Så er vi endelig kommet herned, efter en laang rejse, men som vi sagde til børnene, hvis de kan klare en sådan, kan det ikke blive værre, da man ikke kan komme længere væk fra lille Danmark.
Heldigvis er flyene ikke længere samme standard som busserne ved Døstrup Turistfart. Nej det var skam med individuel "intertaintment-system" på hver stoleryg, så drengene var ellevilde, og fik kværnet en del film og spillet til hovederne var ved at falde af.
Ved ankomst til Christchurch stod vi ud i 31 grader, nogle grader mere end både Dubai og Bangkok, så den lange tur var pludselig forsvundet som dug for solen
Efter en god nats søvn, hvor flertallet vågnede kl. 04. lokal tid, da det indre ur stadig ikke var indstillet til NZ tid.
Vi tog en taxi ud til hvor vi skulle hente camperen, hvor vi fik en kort gennemgang af vognen og dens udstyr. Det var noget der passede William med alle detaljerne og hvad den kunne.
Turen til indkøbscentret var hurtigt overstået, og efter VISA-kortet var flået, tog vi videre mod Akaroa, 1,5 times kørsel fra Christchurch.
Vi havde fået at vide at de kørte rimelig stærkt hernede, og det passer!! På de 80 km. til Akaroa, hvor vi syntes der blev kørt godt til, køretøjets størrelse i betragtning, blev vi overhalet af adskillige biler, og turistbusser, som havde lidt mere travlt end vi havde. Utroligt at der ikke sker mere, efter som de alle hernede kører i den forkerte side af vejen :-)

Campingpladsen ligger smukt på en bjergskråning med udsigt ud over Akaroa-bugten. Desværre regnede det en del da vi kom. Hen ad aften klarede det op på 5 min. og solen bagede ned fra en skyfri himmel. Herligt. Et kvarter senere stod det ned i stænger igen. Det er ikke helt lyv når de siger at vejet er meget omskifteligt.  Efter en pose pølser på grillen, fik vi smidt ungerne på køjen, og så op med benene. Godnat-bajeren havde vi glemt at købe, men det sker ikke næste gang.

Vi giver et pip igen inden længe.
Mobilos til os er +64(0)223134789

Transfer i Dubai

På trapperne til 1. overnatning i Christchurch

På vej til Akaroa
 i tordenvejr

Hjemmelig hygge i camperen

Udsigt fra campingpladsen

En skam dem på krydstogsskibet ikke kan nyde udsigten

....som Jeanette kan :-)

Pakkeliste

Så er der ved at være pakket til i morgen tidlig.
Man skal jo ikke gå ned på udstyret, som man siger :-)

Klar til afrejse

Så er vi ved at være klar til afgang. Mangler dog lige det sidste, men det gør man jo altid :-)

Turen er planlagt med afgang fra Hobronx d. 20. Febr., hvor vi tager "futteren" over til Kastrup med afgang til Christchurch på syd-øen af New Zealand.

Dog skal vi lige hilse på i Dubai, Bankok og Sydney på vejden derned. Ja hvad gør man ikke for at holde sig i luften i 24 timer og 35 min. !!

Omend ikke en rute, så en "ønskeseddel" på noget af det vi gerne vil se : Her

Ja, vi kommer nok til at savne fjorden:










Men omvendt: