New Zealand 2014: marts 2014

Fredag morgen skulle vi noget ganske ubehageligt igennem, nemlig at stå tidligt op. Ikke sjovt når man de sidste 5 uger har stået op, når man nu syntes nok var nok.

Nå men det gik da nogenlunde, nu vi vidste at vi skulle ud at se (efter) delfiner, og kl. 07.30 entrede vi det gode skib sammen med 12-15 andre som havde de samme forhåbninger.

Vi skulle et par timer ud fra kysten før der var gevinst med delfinerne, men da vi fandt dem, var der til gengæld rigtig mange af dem, både store og små. Hver gang en flok dukker op, vurderer skipper om det er en flok vi må ”lege” med, da man ikke ønsker at forstyrre flokke med små nyfødte delfiner, som kræver megen ro og pleje.

En fed oplevelse at se delfinerne lege rundt om båden i fuld fart, mens de springer ud af vandet, som var de flyvefisk fra Mandalay. Børnene fik lov til at sidde med fødderne ud over rækværket, og nogle var heldige at få delfinerne til at springe så højt at de lige kunne nå tæerne. Stor oplevelse at se disse akrobater lave halsbrækkende manøvrer ganske ubesværet og flere gange kiggede man ekstra godt efter hvor motor og propel sad, for det var næsten ikke til at tro at de kunne få en sådan fart på, bare ved at vrikke lidt med røveren og slå lidt med halen.

William og jeg fik muligheden for at komme i vandet, hvor man efter en udslået bom bag båden, kunne holde fast og med maske og snorkel kunne kigge under vandet, og se dem ganske tæt på, når de lavede akrobatiske øvelser.

En times tid gik vel, og da alle havde fået nok, vendte vi snuden mod land, og alle sad med et smil på læben og prøvede at fordøje indtrykkene. Stor oplevelse for alle, også dem som valgte ikke at gå i vandet med delfinerne. Samtidig var vejret perfekt med kun en svag vind og høj sol.

Vi tøffede stille og roligt videre op langs kysten, mod Coromandel halv-øen, fik handlet lidt ind og fik lidt nyttigt info på en af de mange I-sites som findes i næsten hver by.

Heroppe er det lidt sværere at finde pladser hvor man må freedom campe, men vi fandt et herligt sted i en stille bugt, nær Waihi Beach, hvor vi fik en frisk aften dukkert og lidt at spise.

For ligesom at slutte dagen af, gik vi en aftentur op på toppen af bakkerne, hvor vi nød solnedgangen og udsigten ud over bugten.

Vi blev næste dag (lørdag) enige om, at vi ikke rigtig gad noget, andet end at finde en ny strand, og for børnenes skyld, gerne på en campingplads, hvor der er strøm. Strøm gør nemlig at de kan få gang i fjernsynet og harddisken hjemmefra, så de kan se en film. Når man ser film, er det lettere at overtale far og mor om, at man så også skal have ”fredags-snoller”. Hvis faderen bliver bestukket med 2 stykker snoller fra hver, er han ganske let overtalt, og så er det op ad bakke for moderen i hendes 1-4 favør.

På vejen op mod Hahei, undrede det os at vi på vejen så rigtig mange custom cars og andre muskel-biler. Det viste sig at vi var røget lige ind i trafikken til et Classic-Car stævne længere op ad kysten. Så ikke nok med at vi skulle ræse om kap med de forskellige Mustangs og gamle V8 flydere, så skulle alle Brian og Danny typer med armen ud af vinduet også gerne forbi denne her forbistrede camper med familie faderen ved rattet.

Skulle man skulle sætte sine penge på dem som importerer slidgummi til henholdsvis bremse- eller speeder pedaler, ved jeg godt hvor der skal investeres her i NZ! Er faktisk i tvivl om de overhovedet har bremser på deres køretøjer hernede.

Vi fandt Hahei Beach Holiday Resort, og fik en skyggefuld plads 100 m. fra vandet. resten af dagen gik på stranden med lidt badning, frisbee kast, sandslotte og hvad børnene nu ellers kunne finde på. Efter aftensmad gik vi en tur op i byen, og var først tilbage da der var mørkt.

Søndag var køleskabet ved at være tomt, og vi kunne aftenen forinden se på byens butik, at det ikke var her man kunne handle stort ind til en sulten familie.

Vi kørte derfor ned til et lille færgeleje, som kunne tage os over til en lidt større by Whitianga, dog uden camperen, da det kun var en lille passagerfærge. Hyggelig lille tur, hvor vi gik og osede lidt i de af byens butikker der nu havde åbent ,sådan en højhellig søndag.

Vi fandt byens supermarked, New World som er vores foretrukne og gav den godt med gas, nu vi kører på sidste vers. På campingpladsen var der en fin grill, så der blev købt godt med røde bøffer, ikke seje steaks og andet fraskåret elendigt kød, men dejlige, store saftige fedtmarmorerede velhængte røde bøffer, som faderen har bildt børnene ind, er livsnødvendigt hvis de skal have opbygget deres muskelmasse og være lige så stor og stærk som ham. J

Vi nåede lige et par timer på stranden inden bøfferne blev vendt på grillen og kørt ned med en flaske hvidvin i den lune sommeraften. Et ældre ægtepar spurgte høfligt hvor vi kom fra med den hersens accent, og efter svar udbrød hun ”Oh, Denmark, I loove Denmark. Straks ringer alarmklokkerne; Amerikaner, envejskommunikation, USA kan alt, alle andre er tåber osv. Nå de var nu fra Hawaii og ganske fornuftige at høre på, så det var nu ganske underholdene at høre et par af deres livshistorier. Ungerne var ganske ubemærket gledet lige så stille over i camperen og havde sat en film på, så da vi kom tilbage sad de rigtig og råhyggede sig. I morgen har de vist lovet sol....igen igen.

Dum dum didi dej, a dum dum didi dej... I will love you monday

Fødderne helt fremme på delfin safari

De rører næsten fødderne far

Vi havde valgt en af de heldoge dage med rigtig mange delfiner

Klar til nærkontakt med de nysgerrige bæster

Stort at opleve dem så tæt på

Familien glad og tilfreds

Sikke en dag...

Endnu en vulkanø

Så har man da fred for sine brødre
så længe man sidder heroppe

Aftentur med camperen i baggrunden

Kaffepause på vejen til Hahei Beach

Aftensmad i den sene aftenstund

Bertram tæller autocampere, mens Ludvig tæller
døde possums på vejen. Nu er der kun 69.999.999 tilbage

Shoppetur til Whitianga med lilleput færgen
Ingen toldfri ombord

Så belæste de er hernede. Byens bibliotek

På vej ned til Hahei Beach....

en stille eftermiddag

Har i set William ? Næee..

Nåe jo, mener du ham her?

En svalende dukkert

Hvem sagde hvalsafari? :-)

Fuld fart og action på stranden med div. badut-spring

Mens andre tager det "lungt" med hovedet ned og fødderne oppe

Selv mutter har fået kulør

Vi sagde pænt farvel til Lake Taupo og nikkede i retning af Waitomo Caves, som lagde et par timers kørsel i den gale retning af resten af turen. Nu havde vi hørt en del om de her huler, så fanden i det, om ikke vi skulle bruge nogle ekstra timer på landevejen.

På vejen gjorde vi holdt i en lille by, for at få en kop kaffe til at tage med. De har en god tradition omkring kaffe og kan tilbyde mange slags.

Da vi kom ind i ”butikken” blev vi mødt af en rigtig negermand, som spurgte om vi havde travlt. Næ, egentlig ikke så satte os ned og ventede lidt på kaffen. En meget sjov oplevelse med god stemning og karma, hvis man kan sige sådan. Dejlig musik fra en kæmpe LP samling, hvide duge, bogreoler og stemningsbilleder på væggene.

Så kaffen trak lidt ud. Vi fik nogle rigtig gode fif af konen Monica, tidligere turistmedarbejder, mens Maurice trissede rundt og hyggede sig. Drengene hyggede sig med deres tyske Snauzer hund, som sagtens kunne forveksles med en brunstig ged, i hvertefald på lugten.

Nå vi kom til Waitomo Caves sidst på eftermiddagen. En kort forklaring: Området vi nu kører i har mange stalaktit huler, og nogle af dem løber der vand i og har indgang. Waitomo blev igen ved et tilfælde fundet sidst i 1800- tallet, hvor de via floden kunne skimte hulen, som de forsigtigt sejlede ind i. Her mødte dem et fantastisk syn af grønne lysende prikker i loftet.

Det er vores pendant til Sankt Hans ormen, som egentlig ikke er en orm, men en larve. I sit 1. stadie er den et æg, som senere klækker til en larve. Denne larve som sidder oppe under loftet i hulerne, skal jo have noget føde, så derfor har de den snedige egenskab, at de kan i stil med foto-syntesten kan udskille et flourcerende stof som er selvlysende. Den laver samtidig nogle lange klæbrige tråde, som hænger ned som fangarme. De uheldige insekter som har forvildet sig ind i hulen, har det instinkt at de altid søger mod lyset eller solen, da det som oftest er her man kommer ud i fri luft. Så når diverse natsværmere kommer fangarmene for nær, bliver de fanget og alarmen løber straks videre til alarmcentralen hos larven, som mageligt kan tage ud og hente dagens fangst. Når den mæt og veltilpas har ædt sig stor og tyk, forpubber den sig til 2. stadie og har masser af næring til de næste par måneder, hvor den til sidst klækker ud som et voksent insekt, som straks søger mage, lægger æg for at fuldende cyklusen og dør. Sikke et liv.

Efter en guided rundvisning rundt i grotterne, blev vi til sidst ledt ned til floden som stille løber gennem hulen. Her blev vi stille og roligt ledt ned i en båd, som guiden via et sindrigt snore system kunne trække rundt gennem de mørke grotter, mens man mundlam sad og så op i loftet på de tusindvis af glowworms som standhaftigt sad og lokkede deres bytte til sig. Forestil jer 30 mand i en båd, i total mørke, stil- og tavshed, tyst glider gennem grotterne, ja selv vores tre drenge var for en gang skyld helt stille i de 10 min. turen varede

Så alt i alt var det det både køreturen (og pengene) værd, og en stor oplevelse, som desværre ikke måtte foreviges med foto, men der kan i jo få lidt hjælp af kære Google J

Vi kom sent til en simpel campingplads, nær Kiwi-House som vi skulle besøge næste dag.

Ludvig ville jo så forfærdelig gerne se en rigtig Kiwi fugl i levende live, og det kunne vi se her, dog en fangenskab. Et par timer gik med at se alle mulige fugle, hvor den ellers nok så fuglekyndige fader kom til kort med mange af arterne, som ikke kan sammenlignes med vores fauna. Heldigvis var de godt beskrevet på skilte. Kiwi-fuglen måtte heller ikke fotograferes, da de i mørke rum, havde vendt op og ned på det nat-aktive dyr, så vi andre dags aktive kunne følge med i dens natteliv. Sjov fætter som ikke kan sammenlignes med noget.

På vejen til Waiteti Valley lod vi GPS’en bestemme ruten, så det blev en rigtig flot tur ad små veje, hvor det var sjældent vi så andre biler end farmernes pick-up’s. Vældig tur hvor vi fik set rigtig flot og varieret landskab. Turen tog en time mere end beregnet, men der var jo heller ikke noget vi skulle nå.

Drengene var ved at være godt trætte, så vi gjore holdt ved en campingplads, et sted foreslået af Monica og Maurice.

Selve pladsen var der ikke rigtig noget at råbe hurra for, men til gængæld kunne de diske op med adskillige hot pools som var med i prisen på campingpladsen. Så der gik ikke 10 min. før der var trukket i håndbremsen, til vi hoppede i det varme vand. Hvis man følte det 39-41 grader varme vand var for varmt, kunne man tage pools med 37-39, osv. Vi blev dog kortvarigt afbrudt, da Jeanette venligt gjorde opmærksom på der var spisetid. En halv time senere var vi i vandet igen, til vi skulle i seng. Fedt at sidde i disse oplyste pools, mens man i tusmørket kunne se ud over dalen, og de mange lyn fra tordenvejret i det fjerne, som dog aldrig kom helt tæt på.

Næste morgen kl. 07.00 sad vi alle 5 igen i pools’ene og nød den kolde morgenluft i ansigterne, mens kroppen nærmest var ved at gå i opløsning i det varme vand. En helt igennem ”ud af kroppen” oplevelse og sjældent har vi i familien haft nogle børn der var så rene.

Nu vi alligevel var tidligt oppe, kunne vi jo tage over at se Walt Disney gejseren Lady Knox, ikke langt derfra som har for vane at sprøjte højt til vejs hver dag kl. 10.15 J

Denne blev opdaget af nogle fanger fra et nærliggende fængsel, som ofte kom her for at vaske tøj i det varme vand. Ved et tilfælde havde de glemt det indsæbede tøj oven på gejseren, og pludselig stod en kæmpe vandsøjle inkl. vasketøjet op i luften til stor forskrækkelse for fangerne.

Hele området koger og damper af vulkansk aktivitet og denne gejser kan provokeres til at ”gå af” ved at smide en pose sæbe i den, som sætter en kemisk proces i gang, og 5 min. efter står en fin stråle kogende og dampende vand op i en 10 min. tid.

Lidt ”show-agtig” med tribuner, højtaler anlæg og hele molevitten, men meget sjovt at se.

Bagefter en tur rundt i den termiske park, som i på billederne kan se var et imponerende sammensurium af søer og pools i forskellige farver.

Den imponerende champagne-sø som var 65 m. bred og lige så dyb, fyldt med grønt 75 grader vand.

Vi kunne se på ungerne, at nu var de ved at have fået nok indtryk ind på nethinden, og ikke meget kunne imponere dem mere, og det helt forståeligt med det de har fået ind på harddisken den seneste tid.

Vi valgte derfor at køre mod søen Rotorua, hvor vi igen var blevet foreslået en campingplads af Monica og Maurice.

Her tog vi to dage uden de store aktiviteter. Selve campingpladsen lå direkte ned til en flod som løb ud i Lake Rotorua. Her blev der ivrigt fisket sammen med naboens tre børn, som de hurtigt fandt sammen med.

Der var masser af brown trout, brune ørreder, som vi tydeligt kunne se i flodens klare vand, men til stor ærgrelse ville de ikke bide, som også camping-fatter og andre fiskere kunne nikke med på. De mangler simpelthen vand i floderne, da der ikke har været regn i næsten 2 måneder, og man mente det var derfor.

Pladsen kunne også tilbyde lån af sit-on-top kajakker som vi benyttede os ivrigt af. Naboernes piger blev flere gange reddet ud af deres fuglereder på deres fiskeudstyr, og de mente derfor at Fix It Felix og hans familie skulle inviteres på aftensmad.

En spændende og imødekommende international familie, som med deres 3 børn på 5, 9, og 11 boede i Singapore. Manden var fra Hamborg og konen fra Spanien. Derfor var børnene så godt som 3-sprogede. Rigtig hyggelig aften, hvor de havde været forbi den lokale slagter og købe lækkert kød ind til grillen. Vi kørte forbi næste dag, og så på skiltet ”Butcher & Homekill” Man kan foranlediges til at tro han tager ud og giver aktiv dødshjælp efter fyraften!!

Vi sov lidt længe næste morgen, og fik sagt farvel til den internationale familie, inden vi selv kørte mod nord til kystbyen Turanga som ligger ud mod Stillehavet. Vi fik ringet og booket en ”ud at svømme med delfiner” tur. Ja man kan egentlig også være heldig at se hvaler, men det er et sjældent syn på denne årstid, så hvis det skulle ske, må det være en bonus ud over det normale.

Vi fandt et sted at holde eftermiddags pause ned til vandet, hvor vi brugte nogle timer, inden vi kørte hen på havnen for at holde for natten, så vi hurtigt var klar ved båden næste morgen. 5 min. efter ankomst kom en ældre herre og spurgte om vi havde tænkt os at holde her for natten? Jaee, det havde vi jo egentlig, da vi jo så bare skulle springe ud af bilen, og ned i båden. Han gjorde meget høfligt opmærksom på, at der var skilte ved begge indgange, om camping forbudt, som vi for en gang skyld ikke havde set. Fik os en venlig snak med manden, som kunne give os et andet fif til en gratis overnatning, ikke langt derfra. Igen et godt eksempel på deres venlighed, hvor han stille og roligt gør opmærksom på, at det vi har gang i, ikke er helt efter bogen, og samtidig er behjælpelig med at finde en løsning på vores problem. Man kunne levende forestille sig en CF’er derhjemme skulle varetage samme opgave med armene over kors og kniplen svingende truende fra hoften. Man kan næsten høre Ole Thestrup i rollen ”Holdt du dér, er du egentlig klar over hvad du har gang i” J

Ellers kan jo siges at det nu så småt lakker mod enden, med ”kun” en uge tilbage, som fortrinsvis bare skal bruges på Coromandel halvøens hvide strande med hovedet ned og fødderne op. Triptælleren på Transit’en er løbet op på knap 4.000 km. så lidt er vi da kommet rundt, selv om det ikke føles som meget delt ud over dagene.

Alt for nu denne torsdag aften inden delfin turen i morgen.