Abel Tasman og omegn

Ja, så er vi tilbage på bloggen. Nogle har måske tænkt om Lusi den heks, har fået krammet på os. Hende kommer vi tilbage til.

Andre har måske tænkt at vi bare har fedet den, og lavet ingenting, og det er til dels også rigtig.

Faktisk har vi bare holdt ferie, uden de store pligter, såsom opdatering af bloggen.

Nå, men vi har nu været oppe på det nordligste af sydøen i knap en uges tid, og virkelig nydt det gode vejr. Temperaturen svinger mellem 15 grader om natten, til 25 om dagen, og samtidig har der ikke rigtig været noget vind. Så strandene har været godt besøgt.

Nord for Motueka ligger en lille sød by Kaiteriteri, som er det tætteste man kan komme Abel Tasman Natioalpark i køretøj. Her flottede vi os, og tog en seacruise langs med nationalparken, og fik set den fra vandsiden. Halvvejs tilbage blev vi smidt af, altså ganske frivilligt, for at gå en tur langs med kysten til et opsamlingssted, båden ville komme forbi senere på dagen. Hvis vi ikke kunne nå at komme frem til 1.opsamling, havde vi godt en time mere til 2. Opsamling. Drengene var dog i god form, og vi nåede snildt den 1. båd. Herlig tur op og ned af bjergsiderne, hvor der imellem var muligt at se ud over den Tasmanske bugt.

Det nordligste punkt på sydøen, Farewell Spit skulle også lige besøges, for at sige vi havde været der. Også her blev bentøjet godt brugt efter et par krævende vandreture. William, Ludvig og Jesper tog en bonustur langs med bjergkammen, hvor Jeanette og Bertram tog imod 1,5 time senere. Bertram og William var kommet godt og grundigt på ”off-track” da de troede de lige kunne skyde genvej til toppen. William havde heldigvis en gul trøje på, så vi kunne følge dem på afstand. Næste gang går de helt sikkert på stierne. J

På vejen hjem holdte vi ind, og tog en overnatning, med en dejlig aftentur langs stranden som afslutning på dagen.

Ligesom i Tour De France, syntes vi at vi havde gjort os fortjent til en hviledag, efter al den vandring, så vi fandt en MEGET afsides strand, hvor man har valgt at lave 10 km. Grusvej gennem ”jungle” og bjerg, kun med det formål at komme til en strand. Meget besøgt i højsæsonen, men den er jo ved at klinge af, så der var rigelig med plads.

Denne gang var vi bedre forberedt på sandfluerne, som dog ikke var så mange her, og fik os godt og grundigt smurt ind i ”Bushmans Protect” som er en allrounder som beskytter mod myg, sandfluer, bugs, halsbetændelse, graviditet og samtidig solcreme faktor 30. Jow jow, der kunne Matas godt lære lidt, hvis de da ellers fik lov af miljøstyrelsen.

Igen glimrede drengene ved at kunne fornøje sig selv i timevis i vandkanten, mens forældrene travlt holdte et vågent øje på dem J

En fisker fik lidt hjælp til at hale en båd op, og til gængæld fik drengene en frisbee som han havde fisket op af vandet. Nu kunne endnu nogle timer slås ihjel helt uden brug af elektroniske hjælpemidler.

William og Ludvig fandt fiskestangen frem, og efter 4-5 kast var der bid. En underlig fisk, bogstaveligt talt. Et par velplacerede gok i nøden fik dog livet af den, og med bange anelser om at det var en fredet fisk klasse A, gik vi til fiskeren igen, som mente det var en Stargazer, som da sikkert kunne spises. Så måtte den jo af med overtøjet og en tur på panden. Nu ikke noget særligt, men det er jo tanken der tæller.

Lusi havde vi jo hørt om, var på vej, så vi valgte at forlade stranden dagen efter, da det ville være ganske besværligt at komme overbjergpasset på de snævre grusveje med utallige hårnålesving.

På vejen mod Nelson,besøgte vi  Ngarua, et hulekompleks, som i millioner af år har ligget uset hen, indtil en dag i 1876, hvor en ung Englænder ved en tilfældigved finder indgangen til et kæmpe drypstenshule fyldt med stalaktitter. Stor oplevelse at gå under jorden, flot oplyst og godt beskrevet af guiden. Hulen var vel flere 100 meter lang, og man havde fundet over 40 komplette skelletter af den nu uddøde fugl Moa’en som havde den uheldige egenskab ikke at kunne flyve. Så alle dem som faldt ned i den mørke og kolde hule, led en krank skæbne, men gav til gængæld mange museer mulighed for at kunne fremvise komplette skelletter af den store fugl fra urtiden, som kunne blive op til 2 meter høj. Nogle af stalaktitterne var desværre brækket af som souvenirers  inden der kom kontrol over de besøgende. Nogle var over 4 meter høje, og med en ”grotid” på 1-2 cm på 80 år, gav det drengene lidt hovedbrud om hvor gamle de var.

Vi var lidt trætte, og tog igen en simpel overnatning ikke langt fra Nelson, også denne gang lige ned til stranden, hvor aftenen gik med stenkast og konkurrencer i præcisionskast. De skulle jo øve sig til dåsekast, når AMBU igen står for døren. Efter nogle timer og mørket stod for døren, mente de nok, de var klar til at vriste et par bamser fra Schløndergård med bowlerhatten.

Lidt sent kom vi af sted mod Nelson, som hver lørdag afholder torvemarked inde midt i centrum. Der manglede bare et par krikker med vind og skæve ben og et øl telt, så havde der været lidt Hjallerup marked i det. Nu ikke noget som fik pengene op af lommerne på drengene, men vi fik slået et par timer ihjel.

Nå tilbage til hende her Lusi, som er en  tropisk orkan kategori 3, som er ved at trænge sig på, og har allerede ramt nordøen, med nogen skade til følge. Den skulle her til aften ramme det nordligste af sydøen hvor vi nu befinder os, og vare ved det meste af søndagen. Der skulle følge en del vand med, og de har estimeret den til at give 120-170 mm. vand i det næste døgn.

Vi har derfor søgt ”tilflugt” på en campingplads nær en flod, lige under et stort træ, som giver godt med læ. Godt man har været spejder. J Lige nu er der begyndt at regne og det rusker allerede godt i vognen, så det bliver spændende at vågne op i morgen tidlig.

Stadig ingen hints til komprimering af billeder på en Mac?

Mutter fit i nyder en stille stund med strikketøjet

Abel Tasman set fra søsiden

Masser af hvide strande. Desværre overskyet fra morgenstunden

Landgang, og klar til 3 timers vandring

Frokost med udsigt.....

Og hvilken en

Solen titter nu frem, og giver farveskalaen et par paletter mere

Fordelen ved at komme i marts. Alle er hjemme på arbejde,
så strandene har man for sig selv

Frugtplantager og vinmarker

På vej til toppen ved Farewell Spit.
Toppen af sydøen

Hvil på toppen

dagens botanik-time. En tornskade har spiddet sin frokost

William og Ludvig på bonustur med Farewell Spit i baggrunden

200 m. frit fald. Godt mor ikke så det :-)

Klar til overnatning i fred og ro, og aftentur langs stranden

På vandretur igen

Ingen smalle steder i bredgade...eller omvendt

William prøver kunsten friklatring

"Vores" egen strand for et døgn. Meget afsides

Tid til fordybning. Mon knægten allerede savner skolen !

På underjordisk besøg i drypstenshuler

For koldt til korte ærner

Aften ved stranden. Tid til konkurrence i stenkast

....bare sidde og glo i den "blå time"