New Zealand 2014: Hokitika

Fra Hokitika gik vejen mod Greymouth, op langs vestkysten.

På vejen gjorde vi stop ved den gamle guldgraver by Shantytown. Uden at have de store forventninger, gik vi en tur rundt i den charmerende ”fake” town som er bygget som model fra dengang guldfeberen rasede. Det skulle vise sig at blive atter en god dag for drengene. Vi var en tur rundt med et damplokomotiv med en rigtig kvinde ved roret. Ikke en man skulle bide skeer med, kunne man se på størrelsen af overarmen. Men hun skulle jo også selv fyre op under kedlerne med koks hver dag et halvt ton om dagen, samt 2.500 ltr. vand åd det kære lokomotiv. Vi lejede et par pander til at vaske guld, og sørme om ikke der var 4-5 guldflager i hver af drengenes, sikkert til en værdi lidt under det vi gav for leje af panderne J

Der var på ingen måder travlt, da hovedsæsonen som sagt er ved at være slut, så det er dejligt man ikke skal sidde på lårene af hinanden. Kun når en attraktion bliver invaderet af en busfuld af japanske kamera-turister, føler man en snert af Faarup sommerland på en varm sommerdag.

Efter en hurtig handel i New World supermarked i Greymouth fik Transit’en noget spark videre mod nord.

Et ”must see” på vestkysten er Pancake Rocks som ligger ved kysten. Underligt formede stenformationer, som vi ikke har set andre steder. Billederne taler for sig selv

Køreturen langs kysten skal man helst gøre med tungen lige i munden, da der ikke er plads til alt for mange fejltagelser i de skarpe kurver, men flot var det i det dejlige vejr.

Dagen var ved at gå på hæld, og vi trak ind på en af de nærmeste campingpladser. Ikke just luksus, men køkken, toilet og strøm. Der gik lidt Låsby-Svendsen i det, og det lykkedes da at få lidt af prisen, bare for at holde formen ved lige.

Vi forlod nu Westport og kysten for denne gang, for at køre ind i landet. Selve køreturen var (igen) en af de flottere. Man kører ad kringlede veje, langs Buller River helt fra Westport og over 100 km. Ind i landet.

Aftenen forinden var der lavet lidt research omkring jetboats (prøv Youtube, hvis du er i tvivl om hvad det er). Med vilje havde vi sprunget dem over i Queenstown, da de koster ”kassen” at prøve. I stedet skulle det være muligt at prøve disse i meget flottere omgivelser op ad Buller River som den længste flod i NZ hedder.

Drengene havde ikke fået noget at vide, af risiko for at det alligevel ikke blev til noget. Men jo, der var både tid og plads.

For at komme derover skulle vi over en godt 100m lang hængebro, som alle klarede forbavsende godt. Der var helt stille, og vandet dovnede langsomt ned af floden.

Stilheden fik dog ende, da han lukkede op for vildhesten.

350 Hk V8’er jet turbine, som kunne sejle på kun 10 cm. vand med 85 km./t

Det var en super guide, med glimt og vildskab i øjet, og dog alvorlig nok til, i hæsblæsende fart, at styre båden sikkert forbi store klipper 20 cm fra båden.

I brochuren stod der ca. 40 min. men vi fik en time op og ned af floden. Simpelthen den fedeste tur, som man ikke troede muligt. Hans store nummer med at lave en 360’er blev flittigt brugt, og vi var da også et par stykker der blev godt våde, men det var med i prisen. Bertram var ikke lige helt dus med situationen, og var rigtig ked af det, men sidst på turen var han igen i hopla, og fik smil på læben, men spørger man ham igen, tror jeg godt jeg kender svaret. Fair nok, vi kan jo ikke alle være adrenalin freaks.

Mætte af oplevelser, kravlede vi atter videre på de snoede veje, langs med Buller River, til vi skulle dreje af mod Abel Tasman Nationalpark. Landskabet skiftede igen karakter og gik over i bløde, bølgende bakker, beklædt med får.

Alle trængte nu til et hvil, så vi gjorde stop på en ”koste-gratis” plads 50 m. Fra en lækker flod.

En hurtig dukkert i floden for nogle, mens andre fandt fiskegrej frem. Dejlig aften langs floden, der blev dog dryppet lidt malurt i bægeret, da vi blev invaderet af sultne sandfluer, som bed godt fra sig. Så selv om der var dejligt varmt, blev vi nødt til at være i lange bukser og trøjer.

Natten var dog lun, så det var lidt lettere at komme op om morgenen.

Ikke fordi vi havde særligt travlt. Vi tog den med ro, og kørte stille og roligt op mod nordkysten. Langs vejen var kilometervis af frugt- og bærplantager, samt masser af humleranker som dem man ser i Bayern og omegn. Vi gjorde holdt ved en bod og købte en toppet pose pærer til 10 DKK Vi ramte Motueka i den Tasmanske bugt ved middagstid og tog til den lokale Informations-site. Her er der virkelig god information at hente, og man får følelsen af at de er der til at hjælpe netop dig. Ikke noget slinger i valsen, hvor de prøver at prakke dig noget på,. De spørger venligt ind til ens behov og giver så nogle forslag til hvad de syntes. Har man lyst, kan de også booke ture for dig med det samme, uden det koster en nikkel. Super service, som vi bruger mere og mere.

De har lovet fint vejr indtil lørdag, så vi har booket en boat-cruise helt op til nordspidsen af Abel Tasman nationalpark.

Det er sådan med Abel Tasman, at man ikke kan køre ind i nationalparken, så man må enten gå derind, ofte via guidede ture, hvor man sover i hytter undervejs, eller man kan tage en vand-taxi ind og ud. Vi tager en combitur, hvor vi sejler ind, bliver smidt af. Her skal vi gå 7,5 km. Til et andet drop-off sted, hvor vi så bliver hentet senere.

Nå, vi fandt en fin campingplads i den lille kystby Kaiteriteri 100 m. Fra stranden. Drengene ville gerne ned og bade, så vi tog et par dasetimer i solen og nød det dejlige vejr og det flotte vand. En gang tøjvask var ved at være tiltrængt, ja vi havde da også en udefinerbar duft, som ikke vil gå an på de bonede gulve, så da aftenen var omme var alt rent, sådan da.