New Zealand 2014: Nordøen - Wellington

Så er vi tilbage, og ganske kort, så skuffede Lusi fælt, nu vi endelig havde muligheden for at opleve en rigtig tropisk orkan. Men hun kunne til gengæld levere en del vand. Faktisk regnede det kraftigt næsten et helt døgn, så vi valgte at blive endnu en nat nær Nelson, hvor der rigtigt blev gået til makronerne med lektierne.

Mandag morgen var vejret atter fint, og vi checkede ud. Vi havde jo bestilt færge hjemmefra til torsdag d. 20, men var ligesom klar til at komme videre, så vi ringede til færgeselskabet, som kunne finde en tid til os samme dag, altså d. 16. med check-in kl. 13.00, det hele ganske frit og kvit.

Tiden var lidt knap iflg. GPS’en, så vi tog en snørklet smutvej langs med Queen Charlotte sound. Igen en flot tur med masser af stop til at forevige turen med kamera.

Færgeturen over Cook Strædet på 3,5 time var ikke meget anderledes end en tur over sundet derhjemme, dog ikke noget med hurtigfærger her.

Vi valgte at sidde i familieloungen, hvor der var lidt underholdning til børn, bl.a. en storskærm hvor Mickeys Klubhus kørte for fuld musik. Man havde så valgt at sætte en fladskærm mere op, ca 4 m. Fra den anden, men her viste man så National Geografic så de voksne også kunne føle sig underholdt. Her diskede de op med kavalkaden af programmer med flykatastrofer. Man kan jo selvsagt sige, hvad der fangede børnenes opmærksomhed mest, så igen skulle vi finde de pædagogiske evner frem, og forklare de ængstelige børn, at flyvning altså er en af de mest sikre transportmåder man har, selv om der i ny og næ dratter en maskine ned.

Vi anløb Wellington, som er New Zealands hovedstad med godt 43.000 indbyggere, i lidt gråt og trist vejr, men stadig dejligt lunt med 15-17 grader.

Det var blevet lidt sent, så vi fandt den 1. Og bedste campingplads for natten, eller dvs. En parkeringsplads hvor man kunne sætte strøm til sin camper. Ganske ucharmerende, men funktionel, når man kun skulle have adgang til et varmt bad og toilet.

Som vi så ofte har erfaret, er storbyer bare ikke os, så vi besluttede hurtigt at komme væk, og ud hvor der var lidt luft. Dog skulle vi lige se byens nationalmuseum Te Papa, som bare var gigantisk. Der var noget for alle aldre og for en gang skyld, skulle drengene efter højlydte protester, trækkes ud af museet inden vi sidst på dagen i tæt trafik, fik kæmpet os ud af de 3-sporede motorveje.

Efter et par timers kørsel nordpå, var vi alle trætte, og kørte nogle kilometer ud af nogle små landeveje, hvor vi fandt et sted for natten.

Landskabet havde nu ændret karakter, hvor man på sydøen, næsten altid kunne se bjerge og vildnis, var landskabet mere fladt og trivielt med lange lige veje. Man var jo nærmest blevet forvænt med sydøen som en stor kulisse, hvor man ad den ene scenic route efter den anden, følte sig et med landskabet.

Her på nordøen, er der så lidt mere civiliseret, flere byer og flere mennesker, men bjergene er nu skiftet ud med bløde bakker, som ikke er så rå og utæmmede som sydøens bjerge.

Vi vågnede igen op til dejligt vejr, og vi havde bestemt at vi her på nordøen, ikke ville køre så meget, men koncentrere os om de områder med megen aktivitet. Det at køre gennem flotte landskaber, er for voksne og chaufføren især fantastisk, men for børn som samtidigt sidder omme bagved, og har begrænset udsyn, er det altså ikke noget særligt. Så lad være med at køre lange omveje, blot for at opleve landskabet, hvis i har børn med, de ser ikke så nuanceret på det som voksne gør, og lad være med at ærgre sig over at de hellere vil sidde med en Ipad, end at sidde og glo ud af vinduet J

Målet var at komme op omkring Lake Taupo, og Roturua, og være der for en tid, så Transitten fik lidt ”øre” af de lige veje. Dog har vi på camperen en speedlimit på 90 km/t og på de fleste veje hernede må man køre 100, og det udnytter de fuldt ud, også hvis det er en fuldt læsset MACK med hænger. Heldigvis er det ofte muligt at holde ind, og lade horden komme forbi, så der er fred for en stund igen.

Nå, vi tog en afstikker mod Gravity Canyon, som kunne byde på adrenalin kick i form af Bungee-jump, Flying Fox, og kæmpe gynge fra en bro.

Vejret var jo fint, og vi skulle jo egentlig bare se lidt på andre prøve deres mod imod afgrundens rand.

Desværre var der ikke andre tilskuere end os, så inden længe havde de prakket en Flying fox tur på William og Jesper. Bertram og Ludvig var for lille, da man skulle være min. 10 år. Jeanette var der ingen grund til at overtale!

Efter at have skrevet under på alverdens frasigelser af ansvar gik vi mod toppen.

Denne hed ”Extreme Flying Fox” og ikke uden grund da den var 1,1 km. Lang og havde en topfart på 160 km/t som er verdens hurtigste af slagsen. Egentlig er en kæmpe svævebane hvor man bliver spændt på en stor talje med hovedet forrest og to ved siden af hinanden

Fed oplevelse at suse ud over kløften og føle hvordan det er at være Superman for 30 sec.

Bare rolig den kommer på Youtube når vi kommer hjem J

Som vi nærmede os Lake Taupo, ændrede landskabet ændrede sig nu igen. Bl.a. kørte vi igennem 63.000 Ha militært område, som lidt kan sammenlignes med de åbne klitlandskaber ved vestkysten derhjemme, så langt øjet rækker.

Sent på eftermiddagen, ankom vi til Turangi, hvor vi igen fik god vejledning på byens informations center. Området er et sandt orgie af aktiviteter, og det kan til tider være svært at vælge ud, hvad man skal bruge tiden fornuftigt til.

Ikke langt derfra, fandt vi en campingplads ned til søen, hvor vi efter aftensmad gik en dejlig aftentur langs med lystbåde havnen, som bagefter udløste retten til at spise 2 liter is.

Ja, så er det i morgen 4 uger siden vi forlod Danmark, og ”kun” to uger tilbage. Ikke meget vi har hørt drengene pive over hjemvé , til trods for nomadelivet i en camper.