New Zealand 2014: Wanaka

Morgenrutinen er ved at sidde lige i skabet. Tøj på, morgentoilette, morgenmad og nedpakning af sengepladserne, og så ellers ud af starthullerne.

Afgang mod Puzzling World, lidt udenfor Wanaka. Der stod man kunne bruge 30-90 min. men vi valgte at bruge godt 3 timer, nu vi havde betalt entréen. Sanserne blev udfordret i Illusions Room, hvor der var vendt op og ned på det hele, bogstaveligt talt. Et rigtigt Niels Gundersen rum, hvor han nok kunne have brugt hele dagen på at løse gåder. Udenfor i Puzzling Café kunne man gå i gang med hjernevridere af forskellig karakter, med fællesnævneren; tålmodighed som kom på prøve for de fleste.

Vi sluttede af med en omgang labyrint a lá Egeskov, for hvem der har været der, denne gang i den udvidede model, nemlig i 3D, så den var i flere plan. William og Bertram klarede med en stor portion benarbejde og hukommelse opgaven. Ludvig fandt ud af at han lige kunne komme under plankeværket hist og her, og så længe nogen ikke så det, var det jo ikke snyd, mens mor og far efter et par kilometer uden at have løst opgaven, så sit snit til at bruge ”Emergency Exit” for at komme ud J

Tilbage til byen Wanaka for at få handlet lidt ind og få fundet en sommerhat til Bertram. Vi parkerede nede ved stranden, og ungerne fik lov til at få en halv time til at suse rundt, inden vi skulle videre.

Bare sidde der og betragte andre folk og sine egne børn, var ganske underholdende. Feks. I en stille stund, hvor der ikke rigtig skete noget, ankom en mor med sin dreng, en rigtig rødhåret ilter og uregerlig fyr. De tog en pose brød op, og i løbet af 10 sec. stod der 20 ænder foran dem, og krævede højlydt hvert sit. Kort tid efter sad ca. det samme antal måger, og måger har bare fra naturen ingen pli, og ikke bare taler, men ligefrem skriger i munden på hinanden. Heldigvis løb brødposen dog tom og der blev stille for en stund. Den rødhårede syntes jo nok at ænderne var lidt nærgående, og vupti, så stod knægten med en and i hånden, og bar stolt rundt på den forskrækkede and. Efter nogen tid blev anden sluppet ud af knægtens jernegrab, da han nu var kommet forbi en badebro som skulle besøges. I et firspring var knægten ude på broen, lavede på gelænderet en halv salto direkte i det kolde vand. Moderen tog hele optrinnet med stoisk ro og trissede stille hjemad med den våde knægt under armen.

Nu var roen igen ved at brede sig på stranden, men ud af ingenting kom nu en sort labrador springende på hovedet i baljen efter de korn-fede ænder som lå og slog mave i vandkanten. Kun med nød og næppe undgik de nærmeste de skarpe hjørnetænder, og så var der igen gang i andegåden.

Jae, der var jo egentlig så dejligt og tiden stod stille mens folk kom og gik fra stranden, så 5 timer senere måtte vi høfligt, men bestemt bede ungerne om at pakke sammen, for at tage op på samme campingplads som vi forlod om morgenen. Ikke mange kilometer den dag

Wanaka – Haast

Vi skulle nu over mod vestkysten, for at følge kystlinien hele vejen op mod Westport. For at komme derover skal man gennem Haast-passet, som var en flot rute gennem varieret landskab langs med søer og over floder. Passene er der ikke mange af mellem øst- og vestlandet, så man skal vælge ruten med omhu.

Vi havde nok en forestilling om råt og forrevet klippelandskab på vestkysten, men meget af den nordgående vej går inden for digerne for foden af bjergene, så det er meget frodigt. Når vi kører over de utallige floder, kan man dog ofte se det Tasmanske Hav ved udmundingen, og når man kravler op af bjergene får man ofte et vue ud over havet.

De par dage vi har været her, har været ganske rolige med stille og klart vejr, men man kan se på de næsten vandrette træer ved kysten, at vinden er meget dominerende her.

Vi gjorde holdt ved nogle ”Blue Pools” som navnet siger, nogle indsøer, hvor de har hældt godt med azur-blå frugtfarve i. Jeanette havde ingen problemer med at begive sig ud på en hængebro for at nyde synet, og ikke engang med stram mund, så hun må snart syntes kurreret for al den højdesyge hun før var så bange for. Selv når der i hårnåle svingene, kun er 30 cm. Fra dæk-kant til 800 m. Stejl afgrund, hvor hun tørt kommenterer: der er da godt nok langt ned!

Drengene fandt ud på en udtørret flodseng hvor de igen var i deres rette element med sten og vand som eneste ingrediens. Eneste malurt i bægeret var dog sandfluerne, som er overalt på vestkysten i varierende mængder. Lille satan som bider på alt bar hud. Vi har prøvet forskellige smøremidler, men hvis de er sultne nok, skyer de ingen midler Nogle tager slet ikke herover på vestkysten af samme grund, men så er det heller ikke værre, og det ville være synd ikke at få den del af turen med. Så på med nogle klæder der dækker, hva fanden, myggestik hjemme klør jo også.

På vejen kom vi forbi Fox Glacier, som er en af de mange gletchere i området. Sammen med Franz Josef er det de to største.

Dejlig vandretur i høj sol op til kanten af gletcheren, hvor alle var i godt humør, og vi trængte alle til at komme ud og strække benene. Fik os en snak om hvad sådan noget gletcherværk egentlig er for noget. Man havde markeringer 5 km. Længere nede af dalen, hvor den engang havde gået til. Imponerende at så stor en ismasse er forsvundet på forholdsvis kort tid.

Orkede ikke at skulle til at forklare om global opvarmning, men valgte i stedet at forklare at det skam var helt naturligt. Se bare hvor meget is der forsvandt ved sidste is-tid, og det helt uden drivhusgasser, freondrevne deodoranter og køleskabe, Saddam Husseins afbrænding af oliekilder i Kuwait og Connie Hedegaards Co2-kvotesystem.

På vejen forbi Mt. Cook NZ's højeste bjerg, lavede vi lige en "Japser", altså, ind til siden, hurtigt billede og så videre. Det skulle være omkring der hvor vi kørte, og da det bjerg med mest sne på, må være det højeste, måtte det givetvis også være Mt. Cook

Vi slog lejr for enden af en sø, hvor mange fiskere også overnattede. Igen en ”koste-gratis” lejr, og det er jo noget vi kan lide.

Igen kold morgen. Denne gang i noget mere astadigt tempo, da der stod en del lektier for døren, som ikke var blevet lavet dagen forinden.

Turen til Hokitiki gik fint, men byen skuffede lidt. Skulle have været hovedcenter for kunst- og håndværk. Det hele var da også stillet frem i kedelige montre, men mange af de samme smykker gik igen i hver butik.

Nå, men skidt hvad skal man også med smykker, når man har en så smuk kone, i stedet valgte vi at bruge pengene på en fiskestang til drengene, da de dagen forinden havde set nogle ordentlige kalapøjsere af fisk at være i en sø. Reglerne var ligetil. Gratis fiskelicens til alle børn under 12, og vi kan fiske alle steder hvor linen kan blive våd.

Laks er der ingen af for tiden, da de står i smult vand og venter på nedbør så floderne stiger, så de kan komme op og gyde (eller måske den anden vej). Men ørreder skulle være til at fange både i søer og floder.

Vi holdte en lang frokostpause 50 m. Fra kysten, hvor vi sad og nød udsigten over havet. Drengene brugte igen et par timer i brændingen og morede sig med de store bølger. Jeanette gik og sparkede sten og fandt en del jadesten som de bruger til at lave smykker med. Spændende hvad vægten siger når de skal hjem med flyveren J

Fandt et motorhome lodge lidt nord for Hokitika, og med fælles hjælp blev der bikset lidt spaghetti og kødsovs sammen. Hyggefilm på de billige rækker med fredags snoller og Wreck It Ralph i kik-kassen.

God fredag til jer derhjemme, vores er brugt op.