Dunedin - Invercargill

En rolig morgen, hvor vi sad og fløjtede figenstykker sammen med kaffen, mens ungerne hyggede sig. Vi besluttede at tage en ekstra dag i Portobello.

Vores nabo, en tysker som var i gang med runde 5 på New Zealand kunne give et par fif om hvad der var værd at se. Det kommercielle Albatros center blev droppet, frem for en lidt mere afsides strand, hvor man kunne være heldig at se søløver og pingviner.

Det viste sig at være et godt tip og netop som vi ankom forsvandt de ellers så tunge skyer, og Sandfly Bay lå fin og hvid i skarp kontrast til en blå himmel. Turen ned var en smal sag for ungerne, da der jo var vand i sigte. Endnu en gang var der 3 drenge med våde sko, til moderens frustration, men sådan er drenge vel J

Dejlig tur til den anden ende af stranden, hvor der ikke umiddelbart ikke var noget liv. Søløverne var dog godt kamufleret mellem stenene, og dukkede op én efter én. Et par sandbunker på stranden, viste sig at være et par sovende søløver som lå med bugen i vejret og slikkede sol.

Stor oplevelse for os alle at komme så tæt på dem. Pingvinerne så vi ikke noget til, da de først kom ind på stranden sent aften, når der var fuldstændig ro. På vejen tilbage var der nogle ”surf-dudes” som skulle prøve kræfter med bølgerne, mens William, Bertram og Ludvig bare prøvede kræfter med bestigning af en enorm klit, vel belønnet med en rutsje / rulletur ned, svarende til en tur ned af sandskredet derhjemme.

Vel hjemme igen fik vi alle et bad for at få skyllet sandet af kroppen, under stærk protest af drengene, da de jo havde været i bad nogle dage forinden.

Der var ret hurtigt ro i lejren, både for unge og gamle.

Vi vågnede til et kedeligt regnvejr, og besluttede at tage ind til Dunedin og besøge Otago Museum. Fint sted til børnene. En blanding af Danfoss Universe og Randers regnskov, blandet op med lidt kulturelt omkring landets oprindelse.

 Middagsmad havde vi ikke fået noget af, så vi tog ind og fik en rundvisning på chokoladefabrikken Cadbury med masser af smagsprøver undervejs. Sjovt nok var protesterne knap til at høre, da det blev foreslået!

Vi kom ud midt i myldretiden og det tog lidt tid inden vi kom ud af den trafik-tætte by. Det hjalp dog heller ikke til, at chaufføren havde glemt at sætte GPS’en tilbage til ”bil/motorcykel” i stedet for ”fodgænger” Så tror da fanden vi aldrig kom ud på Highway’en ;-)

Afsted sydpå uden nogen egentlig destination. Igen flot varieret landskab, denne gang mere kuperet. Vi valgte at køre ad ”Southern Scenic route” Dejligt at komme på landet igen, væk fra den trafikerede Highway 1. Nugget Point blev droppet, da tyskeren havde været der dagen i forvejen, og ikke specielt kunne anbefale det.

Syd for Owaka drejede vi af mod Purakaunui Falls. Det var blevet lidt sent at se vandfaldene, så det blev beslutte at overnatte på p-pladsen, og se sceneriet i morgen tidlig.  Chokoladen fra tidligere på dagen lå stadig tungt, så et par kopper nudler og et par brød, så var aftensmaden reddet. Så nu står den på lektier, strikketøj, kaffedrikning og ruteplanlægning inden det er Godnat Åge.

Ulempen ved at overnatte udenfor campingpladser, er at det ikke er muligt at plugge strømstikket i nogle steder, og derfor ingen varme. Ikke fordi der var rim på dynen, men der har ikke været meget over 5 grader i vognen. Men frisk ud af dynen og efter morgenmad var vi i støvlerne mod Purakaunui Falls. Flot lille vandfald, hvis man kan sige sådan, men alt andet bedre end hvad Torvekonen kan præstere hjemme i Hobronx.

For at det ikke skal være lyv, fik vi overtalt ungerne til endnu en vandretur til et vandfald. Denne gang McLean Falls på Scenic Routen til Invercargill.

Men nu havde ungerne også fået nok af al den natur, og var klar til en gang storby og campingplads med strøm, varme og rigtig toilet. Som sagt så gjort. Vognen er nu hooked up på Top10 Holiday park i Invercargill.

Har lige talt med Foster, min jagt-kammi hernede, som senere skal hjælpe mig lidt rundt i vildmarken. Han bor i Invercargill hvor vi er. Vi havde aftalt lige at mødes, når vi alligevel kom den vej rundt. Efter en kort telefonsamtale, mente han vi skulle ud og spise hos dem i aften, så det skal man jo nok ikke sige nej til.

 

Purakaunui Falls en tidlig morgen

Flot ser det ud, men vinden fra syd var bidende kold.

På vej mod McLean Falls i fuld galop