Hokitika - Motueka

Fra Hokitika gik vejen mod  Greymouth, op langs vestkysten.

På vejen gjorde vi stop ved den gamle guldgraver by Shantytown. Uden at have de store forventninger, gik vi en tur rundt i den charmerende ”fake” town som er bygget som model fra dengang guldfeberen rasede. Det skulle vise sig at blive atter en god dag for drengene. Vi var en tur rundt med et damplokomotiv med en rigtig kvinde ved roret. Ikke en man skulle bide skeer med, kunne man se på størrelsen af overarmen. Men hun skulle jo også selv fyre op under kedlerne med koks hver dag et halvt ton om dagen, samt 2.500 ltr. vand åd det kære lokomotiv. Vi lejede et par pander til at vaske guld, og sørme om ikke der var 4-5 guldflager i hver af drengenes, sikkert til en værdi lidt under det vi gav for leje af panderne J

Der var på ingen måder travlt, da hovedsæsonen som sagt er ved at være slut, så det er dejligt man ikke skal sidde på lårene af hinanden. Kun når en attraktion bliver invaderet af en busfuld af japanske kamera-turister, føler man en snert af Faarup sommerland på en varm sommerdag.

Efter en hurtig handel i New World supermarked i Greymouth fik Transit’en noget spark videre mod nord.

Et ”must see” på vestkysten er Pancake Rocks som ligger ved kysten. Underligt formede stenformationer, som vi ikke har set andre steder. Billederne taler for sig selv

Køreturen langs kysten skal man helst gøre med tungen lige i munden, da der ikke er plads til alt for mange fejltagelser i de skarpe kurver, men flot var det i det dejlige vejr.

Dagen var ved at gå på hæld, og vi trak ind på en af de nærmeste campingpladser. Ikke just luksus, men køkken, toilet og strøm.  Der gik lidt Låsby-Svendsen i det, og det lykkedes da at få lidt af prisen, bare for at holde formen ved lige.

Vi forlod nu Westport og kysten for denne gang, for at køre ind i landet. Selve køreturen var (igen) en af de flottere. Man kører ad kringlede veje, langs Buller River helt fra Westport og over 100 km. Ind i landet.

Aftenen forinden var der lavet lidt research omkring jetboats (prøv Youtube, hvis du er i tvivl om hvad det er). Med vilje havde vi sprunget dem over i Queenstown, da de koster ”kassen” at prøve. I stedet skulle det være muligt at prøve disse i meget flottere omgivelser op ad Buller River som den længste flod i NZ hedder. 

Drengene havde ikke fået noget at vide, af risiko for at det alligevel ikke blev til noget. Men jo, der var både tid og plads.

For at komme derover skulle vi over en godt 100m lang hængebro, som alle klarede forbavsende godt. Der var helt stille, og vandet dovnede langsomt ned af floden.

Stilheden fik dog ende, da han lukkede op for vildhesten.

350 Hk V8’er jet turbine, som kunne sejle på kun 10 cm. vand med 85 km./t

 Det var en super guide, med glimt og vildskab i øjet, og dog alvorlig nok til, i hæsblæsende fart, at styre båden sikkert forbi store klipper 20 cm fra båden.

I brochuren stod der ca. 40 min. men vi fik en time op og ned af floden. Simpelthen den fedeste tur, som man ikke troede muligt. Hans store nummer med at lave en 360’er blev flittigt brugt, og vi var da også et par stykker der blev godt våde, men det var med i prisen. Bertram var ikke lige helt dus med situationen, og var rigtig ked af det, men sidst på turen var han igen i hopla, og fik smil på læben, men spørger man ham igen, tror jeg godt jeg kender svaret. Fair nok, vi kan jo ikke alle være adrenalin freaks.

Mætte af oplevelser, kravlede vi atter videre på de snoede veje, langs med Buller River, til vi skulle dreje af mod Abel Tasman Nationalpark. Landskabet skiftede igen karakter og gik over i bløde, bølgende bakker, beklædt med får.

Alle trængte nu til et hvil, så vi gjorde stop på en ”koste-gratis” plads 50 m. Fra en lækker flod.

En hurtig dukkert i floden for nogle, mens andre fandt fiskegrej frem. Dejlig aften langs floden, der blev dog dryppet lidt malurt i bægeret, da vi blev invaderet af sultne sandfluer, som bed godt fra sig. Så selv om der var dejligt varmt, blev vi nødt til at være i lange bukser og trøjer.

Natten var dog lun, så det var lidt lettere at komme op om morgenen.

Ikke fordi vi havde særligt travlt. Vi tog den med ro, og kørte stille og roligt op mod nordkysten. Langs vejen var kilometervis af frugt- og bærplantager, samt masser af humleranker som dem man ser i Bayern og omegn. Vi gjorde holdt ved en bod og købte en toppet pose pærer til 10 DKK  Vi ramte Motueka i den Tasmanske bugt ved middagstid og tog til den lokale Informations-site. Her er der virkelig god information at hente, og man får følelsen af at de er der til at hjælpe netop dig. Ikke noget slinger i valsen, hvor de prøver at prakke dig noget på,. De spørger venligt ind til ens behov og giver så nogle forslag til hvad de syntes. Har man lyst, kan de også booke ture for dig med det samme, uden det koster en nikkel. Super service, som vi bruger mere og mere.

De har lovet fint vejr indtil lørdag, så vi har booket en boat-cruise helt op til nordspidsen af Abel Tasman nationalpark.

Det er sådan med Abel Tasman, at man ikke kan køre ind i nationalparken, så man må enten gå derind, ofte via guidede ture, hvor man sover i hytter undervejs, eller man kan tage en vand-taxi ind og ud. Vi tager en combitur, hvor vi sejler ind, bliver smidt af. Her skal vi gå 7,5 km. Til et andet drop-off sted, hvor vi så bliver hentet senere.

Nå, vi fandt en fin campingplads i den lille kystby Kaiteriteri 100 m. Fra stranden.  Drengene ville gerne ned og bade, så vi tog et par dasetimer i solen og nød det dejlige vejr og det flotte vand. En gang tøjvask var ved at være tiltrængt, ja vi havde da også en udefinerbar duft, som ikke vil gå an på de bonede gulve, så da aftenen var omme var alt rent, sådan da. 

Gaderne i Shantytown ligger øde hen, når The Great Danes kommer til byen

Indgang til guldminen

En af de utallige "look-out point" på vestkysten, hvor der normalt regner 200 dage om året

Pancake rocks formateret millioner af år tilbage på havbunden

Turen går nu fra Westport ad Buller River, som dovent snor sig gennem landskabet

Kold dukkert i floden

William hjælper tålmodigt Ludvig kunsten i at fiske

Sådan

Over NZ's længste hængebro for at komme over til alt det sjove

Den almægtige Buller River.

Klar til afgang

Med lidt sommerfugle i maven

Guiden læser "farvandet" inden V8'eren får bundgas

85 km./t. så får man sat frisuren

Næste hold i gang.

Skulle i få muligheden: Prøv det!

Tungen lige i munden. Ikke plads til fejltagelser

Wanaka - Hokitika

Morgenrutinen er ved at sidde lige i skabet. Tøj på, morgentoilette, morgenmad og nedpakning af sengepladserne, og så ellers ud af starthullerne.

Afgang mod Puzzling World, lidt udenfor Wanaka. Der stod man kunne bruge 30-90 min. men vi valgte at bruge godt 3 timer, nu vi havde betalt entréen.  Sanserne blev udfordret i Illusions Room, hvor der var vendt op og ned på det hele, bogstaveligt talt. Et rigtigt Niels Gundersen rum, hvor han nok kunne have brugt hele dagen på at løse gåder. Udenfor i Puzzling Café kunne man gå i gang med hjernevridere af forskellig karakter, med fællesnævneren; tålmodighed som kom på prøve for de fleste.

Vi sluttede af med en omgang labyrint a lá Egeskov, for hvem der har været der, denne gang i den udvidede model, nemlig i 3D, så den var i flere plan. William og Bertram klarede  med en stor portion benarbejde og hukommelse opgaven. Ludvig fandt ud af at han lige kunne komme under plankeværket hist og her, og  så længe nogen ikke så det, var det jo ikke snyd, mens mor og far efter et par kilometer uden at have løst opgaven, så sit snit til at bruge ”Emergency Exit” for at komme ud J

Tilbage til byen Wanaka for at få handlet lidt ind og få fundet en sommerhat til Bertram. Vi parkerede nede ved stranden, og ungerne fik lov til at få en halv time til at suse rundt, inden vi skulle videre.

Bare sidde der og betragte andre folk og sine egne børn, var ganske underholdende. Feks. I en stille stund, hvor der ikke rigtig skete noget, ankom en mor med sin dreng, en rigtig rødhåret ilter og uregerlig fyr. De tog en pose brød op, og i løbet af 10 sec. stod der 20 ænder foran dem, og krævede højlydt hvert sit. Kort tid efter sad ca. det samme antal måger, og måger har bare fra naturen ingen pli, og ikke bare taler, men ligefrem skriger i munden på hinanden. Heldigvis løb brødposen dog tom og der blev stille for en stund. Den rødhårede syntes jo nok at ænderne var lidt nærgående, og vupti, så stod knægten med en and i hånden, og bar stolt rundt på den forskrækkede and. Efter nogen tid blev anden sluppet ud af knægtens jernegrab, da han nu var kommet forbi en badebro som skulle besøges. I et firspring var knægten ude på broen, lavede på gelænderet en halv salto direkte i det kolde vand. Moderen tog hele optrinnet med stoisk ro og trissede stille hjemad med den våde knægt under armen.

Nu var roen igen ved at brede sig på stranden, men ud af ingenting kom nu en sort labrador springende på hovedet i baljen efter de korn-fede ænder som lå og slog mave i vandkanten. Kun med nød og næppe undgik de nærmeste de skarpe hjørnetænder, og så var der igen gang i andegåden.

Jae, der var jo egentlig så dejligt og tiden stod stille mens folk kom og gik fra stranden, så 5 timer senere måtte vi høfligt, men bestemt bede ungerne om at pakke sammen, for at tage op på samme campingplads som vi forlod om morgenen. Ikke mange kilometer den dag

Wanaka – Haast

Vi skulle nu over mod vestkysten, for at følge kystlinien hele vejen op mod Westport. For at komme derover skal man gennem Haast-passet, som var en flot rute gennem varieret landskab langs med søer og over floder. Passene er der ikke mange af mellem øst- og vestlandet, så man skal vælge ruten med omhu.

Vi havde nok en forestilling om råt og forrevet klippelandskab på vestkysten, men meget af den nordgående vej går inden for digerne for foden af bjergene, så det er meget frodigt. Når vi kører over de utallige floder, kan man dog ofte se det Tasmanske Hav ved udmundingen, og når man kravler op af bjergene får man ofte et vue ud over havet.

De par dage vi har været her, har været ganske rolige med stille og klart vejr, men man kan se på de næsten vandrette træer ved kysten, at vinden er meget dominerende her.

Vi gjorde holdt ved nogle ”Blue Pools” som navnet siger, nogle indsøer, hvor de har hældt godt med azur-blå frugtfarve i. Jeanette havde ingen problemer med at begive sig ud på en hængebro for at nyde synet, og ikke engang med stram mund, så hun må  snart syntes kurreret for al den højdesyge hun før var så bange for. Selv når der i hårnåle svingene, kun er 30 cm. Fra dæk-kant til 800 m. Stejl afgrund, hvor hun tørt kommenterer: der er da godt nok langt ned!

Drengene fandt ud på en udtørret flodseng hvor de igen var i deres rette element med sten og vand som eneste ingrediens.  Eneste malurt i bægeret var dog sandfluerne, som er overalt på vestkysten i varierende mængder. Lille satan som bider på alt bar hud. Vi har prøvet forskellige smøremidler, men hvis de er sultne nok, skyer de ingen midler Nogle tager slet ikke herover på vestkysten af samme grund, men så er det heller ikke værre, og det ville være synd ikke at få den del af turen med. Så på med nogle klæder der dækker, hva fanden, myggestik hjemme klør jo også.

På vejen kom vi forbi Fox Glacier, som er en af de mange gletchere i området. Sammen med Franz Josef er det de to største.

Dejlig vandretur i høj sol op til kanten af gletcheren, hvor alle var i godt humør, og vi trængte alle til at komme ud og strække benene. Fik os en snak om hvad sådan noget gletcherværk egentlig er for noget. Man havde markeringer 5 km. Længere nede af dalen, hvor den engang havde gået til. Imponerende at så stor en ismasse er forsvundet på forholdsvis kort tid.

Orkede ikke at skulle til at forklare om global opvarmning, men valgte i stedet at forklare at det skam var helt naturligt. Se bare hvor meget is der forsvandt ved sidste is-tid, og det helt uden drivhusgasser, freondrevne deodoranter og køleskabe, Saddam Husseins afbrænding af oliekilder i Kuwait og Connie Hedegaards Co2-kvotesystem.

På vejen forbi Mt. Cook NZ's højeste bjerg, lavede vi lige en "Japser", altså, ind til siden, hurtigt billede og så videre. Det skulle være omkring der hvor vi kørte, og da det bjerg med mest sne på, må være det højeste, måtte det givetvis også være Mt. Cook

Vi slog lejr for enden af en sø, hvor mange fiskere også overnattede. Igen en ”koste-gratis” lejr, og det er jo noget vi kan lide.

Igen kold morgen. Denne gang i noget mere astadigt tempo, da der stod en del lektier for døren, som ikke var blevet lavet dagen forinden.

Turen til Hokitiki gik fint, men byen skuffede lidt. Skulle have været hovedcenter for kunst- og håndværk. Det hele var da også stillet frem i kedelige montre, men mange af de samme smykker gik igen i hver butik.

Nå, men skidt hvad skal man også med smykker, når man har en så smuk kone, i stedet valgte vi at bruge pengene på en fiskestang til drengene, da de dagen forinden havde set nogle ordentlige kalapøjsere af fisk at være i en sø. Reglerne var ligetil. Gratis fiskelicens til alle børn under 12, og vi kan fiske alle steder hvor linen kan blive våd.

Laks er der ingen af for tiden, da de står i smult vand og venter på nedbør så floderne stiger, så de kan komme op og gyde (eller måske den anden vej). Men ørreder skulle være til at fange både i søer og floder.

Vi holdte en lang frokostpause 50 m. Fra kysten, hvor vi sad og nød udsigten over havet. Drengene brugte igen et par timer i brændingen og morede sig med de store bølger. Jeanette gik og sparkede sten og fandt en del jadesten som de bruger til at lave smykker med. Spændende hvad vægten siger når de skal hjem med flyveren J

Fandt et motorhome lodge lidt nord for Hokitika, og med fælles hjælp blev der bikset lidt spaghetti og kødsovs sammen. Hyggefilm på de billige rækker med fredags snoller og Wreck It Ralph i kik-kassen.

God fredag til jer derhjemme, vores er brugt op.

 

På vej gennem Haast-passet i dejligt vejr

Omkring Blue Pools. Mange gæster havde lavet en mini-varde

Mutter fit, dybt koncentreret over en af de mange smalle broer

På vej op mod Fox Gletcheren, med mange spørgsmål i ærmet

Hertil og ikke længere..

Drikkevand lige ved hånden

Mt. Cook, tror vi nok

Et hurtigt spil bold, inden en "koste-gratis" overnatning

Ludvig lokker sødt kanin ind med den ene hånd og en kæp i den anden !

Flaskepost klar til det Tasmanske Hav

4 x Veng-Schack på hængebro med endnu en gang Blue Pools

Queenstown - Wanaka

Så er fatter tilbage fra de døde, og vi kører igen med140% på kedlerne, som man siger på off-shore sprog: De kan få 10% hver dag.

Som alle (især mænd) ved, har en mande-influenza jo samme smertetærskel som en fødsel, dog uden strækmærker og nedsunken livmoder, så kvinder, lad være med at pive, vi ved nøjagtig hvordan i har det J

Vi forlod Te Anau og satte kursen mod pendanten til St. Tropez, nemlig Queenstown, med forhåbning om at vi gled i med tapetet i vores skovmands outfit sammen med de unge, de smukke og de rige.

Det gjorde vi nu ikke, men vi havde et par sjove timer med downhill gokart, hvor man tog en gondolbane til toppen, hvorefter man kunne køre nedad, i eget tempo. Her så man hvem der var den fødte Nicki Lauda (Husk at se filmen Rush), og hvem der ikke var.

Der blev også tilbudt flere bungee-jumps, men vi nøjedes bare med at kigge på, som jo er adrenalin kick nok for en lille forsigtig fyr.

Sjovt var det, og vi forlod den kaotiske by hvor en P-plads var noget man skulle være lidt kvik til at få.

3 kvarter senere kørte vi ind i den totale modsætning til Queenstown, nemlig den søvnige gamle guldgraver by Arrowtown. En sød lille by, hvor tempoet var gearet ned i Schack-tempo.

En lille gå-tur rundt i byen hvor vi fik buret 3 uartige drenge inde i byens gamle fængsel. Ikke lutter lagkage at være på kost dengang. Vi sluttede besøget af med en pizza på en af byens fortovs restauranter, inden vi hankede op og kørte mod Wanaka. Solen var nu igen kommet frem, og det hjælper jo altid på både humør og kvaliteten af billederne, selv om det modsatte også er fascinerende. Det er jo ingen grund til at gentage sig selv, men det er altså flot at køre rundt hernede, men Jeanette mente altså at dagen i dag var en af de flotteste køreture (indtil videre) pga. det omskiftelige landskab, og det er nok ikke helt løgn.

Dejlig lille campingplads udenfor Wanaka, med udsigt over bjergene. Drengene var ellevilde da de fik øje på en trampolin, som straks blev erobret. Et par mindre børn stod og så forundret på drengenes brug af trampolinen, som de jo er vant til hjemmefra, men de kunne jo heller ikke læse ”øv-forbudt” skiltet med at der bl.a. kun måtte være én ad gangen derpå.

Nå skidt, de fik brændt noget krudt af, og efter en gang lektielæsning og dagbog, skarpt overvåget og nøjsomt checket af fru Skrappesen, var der rimelig hurtigt ro på køjerne.

Ps en Mac fan må MEGET gerne give et fif til resizing af billeder, da det tager den halve nat at uploade originalbilleder. Har prøvet adskellige apps uden held. Mange tak (Og ingen kommentarer vedr. forholdet Schack vs Mac)  :-)

Te Anau om morgenen inden afgang

Te Anau mod Wanaka

Toppen af poppen i Queenstown

Den charmerende guldgraverby Arrowtown 

Ikke sjovt at være på kost her

Ligger godt beskyttet af bjergene

Her er kører tingene i lavt gear

Fra Arrowtown til Wanaka

På toppen klar til nedkørsel. "Selfie"

Wanaka forude

Udsigt fra Queenstown

Ditto

Klar til race

Sjovt var det

Vi nøjedes med at kigge

Te Anau - Milford Sound

Så blev det mutter fit`s tur til at komme til tasterne. Jesper er nede med sygdom. Øv

Vi endte med at overnatte hos Foster og hans kone til søndag morgen. Til trods for at vi havde booket os ind på campingplads, kunne vi ikke få os til at sige nej til det venlige tilbud. Ungerne var ikke meget for det til at starte med, men det hjalp lidt da vi fik koden til internettet og ubegrænset adgang!!!

Sjovt var det at opleve disse ufattelige gæstfrie mennesker, som åbnede hele deres hjem for alle os fem. Vi blev beværtet med hjemmelavede lækkerier, hvor alt næsten var egen avl. Hellere spise et får der har et navn, og ved det har haft et godt liv var devisen fra Foster.

Da vi havde taget afsked med Foster og hans kone( som ingen af os kan huske navnet på pinligt!) var Jesper blevet blevet dårlig , så Jeg måtte i gang med venstre bane kørsel AARGGHHHH

Nej det gik ok, men jeg håber alligevel han snart er frisk igen!!!

Turen gik mod Te Anau hvor vi stak stikket i og hvilede ud. Ungerne og jeg tog i biffen for at se en film om Fjordland. Smuk, smukkere smukkest. Ungerne synes ikke det var så fantastisk på filmen, og forstod ikke helt hvorfor man siger, det er det smukkeste sted på jorden. Så vi var i syv sind, om vi skulle bruge ugebudgettet på en guidet tur derud. Da vi langt om længe havde bestemt os ti, at det skulle de nu engang ”Tvangsindlægges” til at se var klokken blevet 22.00. Receptionen der kunne booke for os var lukket, nettet var så langsomt at det ikke kunne hente siderne med de store billeder. Gode råd var dyrer i sidste time….. Jeg fandt telefon nummeret til booking bureauet og sørme om ikke der var hul igennem i den anden ende. En flink dame fik det ordnet så vi kunne komme afsted. Og med forbehold mht. Jesper som var i tvivl om han var klar til det grundet feber.

Mandag morgen var det så afgang – og uden Jesper, som stadig er feberramt.

Ungerne og jeg drog afsted med bus mod Milford Sound. En tur gennem varieret landskab, og med ligeså varieret vejr. Vi havde sol, gråvejr, regnvejr og sågar snevejr. Vores chauffør, en middelaldrende herre var god til at fortælle om de forskellige highlights på turen. De mange søer, film locations fra Hobitten, vandfald og track´s  er bare nogle af de ting. Endelig langt om længe var vi ved fjorden. Hoppede ombord på båden, som skulle sejle os ud for at se verdens 8. Vidunder. Og hvilket syn, det er helt ubekriveligt. Jeg vil lade billederne tale deres sprog. Det er ikke nemt at gengive, hvor fantastik og spektakulert der er, med mindre man som nogle der sikkert følger med på bloggen, har været og set det. Vi vendte rundt da vi kom til enden af fjorden, lige inden man når ud i Det Tasmanske Hav. Sejler man gerade aus ser man ikke land før man rammer USA. Og ikke fordi vi ikke gerne vil derover, var det nu meget fint han vendte rundt.  Vi blev sat af ved et undervandsobservatorium, hvor vi kunne komme helt tæt på dyrelivet under overfladen.

Vel hjemme igen var Jesper en smule bedre, ikke 100% men mon ikke en god nats søvn kan gøre det af med de sidste rester. Det skulle jo hest ikke gå sådan, at han ikke kan komme med ud at lege de næste dage når turen går over mod Queenstown, vel sagtens verdens vildeste legeplads.

Dunedin - Invercargill

En rolig morgen, hvor vi sad og fløjtede figenstykker sammen med kaffen, mens ungerne hyggede sig. Vi besluttede at tage en ekstra dag i Portobello.

Vores nabo, en tysker som var i gang med runde 5 på New Zealand kunne give et par fif om hvad der var værd at se. Det kommercielle Albatros center blev droppet, frem for en lidt mere afsides strand, hvor man kunne være heldig at se søløver og pingviner.

Det viste sig at være et godt tip og netop som vi ankom forsvandt de ellers så tunge skyer, og Sandfly Bay lå fin og hvid i skarp kontrast til en blå himmel. Turen ned var en smal sag for ungerne, da der jo var vand i sigte. Endnu en gang var der 3 drenge med våde sko, til moderens frustration, men sådan er drenge vel J

Dejlig tur til den anden ende af stranden, hvor der ikke umiddelbart ikke var noget liv. Søløverne var dog godt kamufleret mellem stenene, og dukkede op én efter én. Et par sandbunker på stranden, viste sig at være et par sovende søløver som lå med bugen i vejret og slikkede sol.

Stor oplevelse for os alle at komme så tæt på dem. Pingvinerne så vi ikke noget til, da de først kom ind på stranden sent aften, når der var fuldstændig ro. På vejen tilbage var der nogle ”surf-dudes” som skulle prøve kræfter med bølgerne, mens William, Bertram og Ludvig bare prøvede kræfter med bestigning af en enorm klit, vel belønnet med en rutsje / rulletur ned, svarende til en tur ned af sandskredet derhjemme.

Vel hjemme igen fik vi alle et bad for at få skyllet sandet af kroppen, under stærk protest af drengene, da de jo havde været i bad nogle dage forinden.

Der var ret hurtigt ro i lejren, både for unge og gamle.

Vi vågnede til et kedeligt regnvejr, og besluttede at tage ind til Dunedin og besøge Otago Museum. Fint sted til børnene. En blanding af Danfoss Universe og Randers regnskov, blandet op med lidt kulturelt omkring landets oprindelse.

 Middagsmad havde vi ikke fået noget af, så vi tog ind og fik en rundvisning på chokoladefabrikken Cadbury med masser af smagsprøver undervejs. Sjovt nok var protesterne knap til at høre, da det blev foreslået!

Vi kom ud midt i myldretiden og det tog lidt tid inden vi kom ud af den trafik-tætte by. Det hjalp dog heller ikke til, at chaufføren havde glemt at sætte GPS’en tilbage til ”bil/motorcykel” i stedet for ”fodgænger” Så tror da fanden vi aldrig kom ud på Highway’en ;-)

Afsted sydpå uden nogen egentlig destination. Igen flot varieret landskab, denne gang mere kuperet. Vi valgte at køre ad ”Southern Scenic route” Dejligt at komme på landet igen, væk fra den trafikerede Highway 1. Nugget Point blev droppet, da tyskeren havde været der dagen i forvejen, og ikke specielt kunne anbefale det.

Syd for Owaka drejede vi af mod Purakaunui Falls. Det var blevet lidt sent at se vandfaldene, så det blev beslutte at overnatte på p-pladsen, og se sceneriet i morgen tidlig.  Chokoladen fra tidligere på dagen lå stadig tungt, så et par kopper nudler og et par brød, så var aftensmaden reddet. Så nu står den på lektier, strikketøj, kaffedrikning og ruteplanlægning inden det er Godnat Åge.

Ulempen ved at overnatte udenfor campingpladser, er at det ikke er muligt at plugge strømstikket i nogle steder, og derfor ingen varme. Ikke fordi der var rim på dynen, men der har ikke været meget over 5 grader i vognen. Men frisk ud af dynen og efter morgenmad var vi i støvlerne mod Purakaunui Falls. Flot lille vandfald, hvis man kan sige sådan, men alt andet bedre end hvad Torvekonen kan præstere hjemme i Hobronx.

For at det ikke skal være lyv, fik vi overtalt ungerne til endnu en vandretur til et vandfald. Denne gang McLean Falls på Scenic Routen til Invercargill.

Men nu havde ungerne også fået nok af al den natur, og var klar til en gang storby og campingplads med strøm, varme og rigtig toilet. Som sagt så gjort. Vognen er nu hooked up på Top10 Holiday park i Invercargill.

Har lige talt med Foster, min jagt-kammi hernede, som senere skal hjælpe mig lidt rundt i vildmarken. Han bor i Invercargill hvor vi er. Vi havde aftalt lige at mødes, når vi alligevel kom den vej rundt. Efter en kort telefonsamtale, mente han vi skulle ud og spise hos dem i aften, så det skal man jo nok ikke sige nej til.

 

Purakaunui Falls en tidlig morgen

Flot ser det ud, men vinden fra syd var bidende kold.

På vej mod McLean Falls i fuld galop