New Zealand 2014: Dunedin

Fra Rakaia gik den over stok og sten til mount Hutt, for nu skulle vandrestøvlerne dæleme luftes og vi trængte alle til at komme ud at røre os efter nogle zombiedage.

Ganske fin tur ad snoede stier op ad bjerget. 700 højdemeter nåede vi inden vil vendte om. Toppen nåede vi aldrig, og godt det samme da vil senere fandt ud af at toppen lå i knap 2100 meter og var et skiresort.

Turen ned gik markant hurtigere, dels på grund af tyngdekraften og fordi Ludvig skulle have tømt "tanken" efter 4 dages stilstand i gæringsprocessen - Vi nåede det akurart.

Turen til Timaru gik gennem fladt terræn, hvor køer og får suverænt dominerer landskabet.

For at spare lidt på budgettet valgte vil at tage en overnatning på en p-plads med udsigt over Pacific Ocean. Vi har en Camper der er "self-contained" og derfor må vi overnatte de fleste steder når håndbremsen er trukket. Der var også 7-8 andre der havde fået samme ide, inkl. en meget mærkelig posedame som boede i hendes bil. Hun bidrog til underholdningen på pladsen og efterlod en masse spørgsmål til drengene, omm hvorfor hun gik ud af den ene side, og ind af den anden, og omvendt 2 min. senere, iklædt sort tøj og røde støvler, ansigtet dækket af store skigoogles og sommerhat.

Ved afgang næste morgen, lå alle hendes ejendele så udenfor bilen. Jow jow, deres posedamer er noget mere moderne end vores hjemme.

Igen tidlig afgang. Nedpakning og morgenmad var overstået inden kl. 8, så vi kunne få kværnet lidt kilometer. Destiantionen var Dunedin. På vejen ned, var vi en smut forbi Moeraki Boulders, nogle sære runde sten som lå I vandkanten, hvorfor hvordan og hvornår de er kommet, er jo lidt spøjst at tænke på, og sætter tankerne I gang, om de nordiske guder har været på tur undenfor Asgård for at få et spil kegler.

Ellers igen storslået landskab, meget varieret, fra store flade marker til bølgende bakker så langt øjet rækker. Chaufføren glemte helt at holde øje med diesel-beholdningen, hvad gav en del bekymringer hos “Bette-Karin”. Ville da mene at der var 8-10 km. tilbage I tanken inden vi fik fyldt op, så ingen panik. J

En lille sidebemærkning omkring Internettet. Det er ikke så let at komme på netværk som vi troede, og har man endelig adgang, så er det kontant afregning med 10 kr. For en halv time eller lign. Så vi er altså ikke “på” hver dag.

Vi lavede klasikeren med at lade GPS’en føre vejen for os mod campingpladsen i den lille flække Portobello udenfor Dunedin. Det kan godt væe det var den korteste, men på ingen måder den letteste. “Not recommended for big veichles” skal tages alvorligt, men flot var det fra topppen og ud over Otago bugten.

Vel ankommet yil Kiwi holidaypark I Portobello, fik vi foreslået en fin vandretur af camping-mutter, som vi klarede på en god time, og drengene syntes vist det var ok. Ludvig formåede at falde hele to gange, så der gik hul på begge knæ. På pladsen råbte en ældre mand “Skal så’n et par knægte ikke have været I skole” Jow jow det var et ægtepar fra Brovst som havde fundet herud til verdens ende. Kørte nu på 6. uge Godt mættet var de på vej hjemover med en uge tilbage. Ved siden af et par tyskere med deres 3 drenge og et par ældre hollændere til den anden side.

Nok for nu. I morgen skal vi ud og se Albatrosser og måske pingviner og søløver.