New Zealand 2014

Vi sagde pænt farvel til Lake Taupo og nikkede i retning af Waitomo Caves, som lagde et par timers kørsel i den gale retning af resten af turen. Nu havde vi hørt en del om de her huler, så fanden i det, om ikke vi skulle bruge nogle ekstra timer på landevejen.

På vejen gjorde vi holdt i en lille by, for at få en kop kaffe til at tage med. De har en god tradition omkring kaffe og kan tilbyde mange slags.

Da vi kom ind i ”butikken” blev vi mødt af en rigtig negermand, som spurgte om vi havde travlt. Næ, egentlig ikke så satte os ned og ventede lidt på kaffen. En meget sjov oplevelse med god stemning og karma, hvis man kan sige sådan. Dejlig musik fra en kæmpe LP samling, hvide duge, bogreoler og stemningsbilleder på væggene.

Så kaffen trak lidt ud. Vi fik nogle rigtig gode fif af konen Monica, tidligere turistmedarbejder, mens Maurice trissede rundt og hyggede sig. Drengene hyggede sig med deres tyske Snauzer hund, som sagtens kunne forveksles med en brunstig ged, i hvertefald på lugten.

Nå vi kom til Waitomo Caves sidst på eftermiddagen. En kort forklaring: Området vi nu kører i har mange stalaktit huler, og nogle af dem løber der vand i og har indgang. Waitomo blev igen ved et tilfælde fundet sidst i 1800- tallet, hvor de via floden kunne skimte hulen, som de forsigtigt sejlede ind i. Her mødte dem et fantastisk syn af grønne lysende prikker i loftet.

Det er vores pendant til Sankt Hans ormen, som egentlig ikke er en orm, men en larve. I sit 1. stadie er den et æg, som senere klækker til en larve. Denne larve som sidder oppe under loftet i hulerne, skal jo have noget føde, så derfor har de den snedige egenskab, at de kan i stil med foto-syntesten kan udskille et flourcerende stof som er selvlysende. Den laver samtidig nogle lange klæbrige tråde, som hænger ned som fangarme. De uheldige insekter som har forvildet sig ind i hulen, har det instinkt at de altid søger mod lyset eller solen, da det som oftest er her man kommer ud i fri luft. Så når diverse natsværmere kommer fangarmene for nær, bliver de fanget og alarmen løber straks videre til alarmcentralen hos larven, som mageligt kan tage ud og hente dagens fangst. Når den mæt og veltilpas har ædt sig stor og tyk, forpubber den sig til 2. stadie og har masser af næring til de næste par måneder, hvor den til sidst klækker ud som et voksent insekt, som straks søger mage, lægger æg for at fuldende cyklusen og dør. Sikke et liv.

Efter en guided rundvisning rundt i grotterne, blev vi til sidst ledt ned til floden som stille løber gennem hulen. Her blev vi stille og roligt ledt ned i en båd, som guiden via et sindrigt snore system kunne trække rundt gennem de mørke grotter, mens man mundlam sad og så op i loftet på de tusindvis af glowworms som standhaftigt sad og lokkede deres bytte til sig. Forestil jer 30 mand i en båd, i total mørke, stil- og tavshed, tyst glider gennem grotterne, ja selv vores tre drenge var for en gang skyld helt stille i de 10 min. turen varede

Så alt i alt var det det både køreturen (og pengene) værd, og en stor oplevelse, som desværre ikke måtte foreviges med foto, men der kan i jo få lidt hjælp af kære Google J

Vi kom sent til en simpel campingplads, nær Kiwi-House som vi skulle besøge næste dag.

Ludvig ville jo så forfærdelig gerne se en rigtig Kiwi fugl i levende live, og det kunne vi se her, dog en fangenskab. Et par timer gik med at se alle mulige fugle, hvor den ellers nok så fuglekyndige fader kom til kort med mange af arterne, som ikke kan sammenlignes med vores fauna. Heldigvis var de godt beskrevet på skilte. Kiwi-fuglen måtte heller ikke fotograferes, da de i mørke rum, havde vendt op og ned på det nat-aktive dyr, så vi andre dags aktive kunne følge med i dens natteliv. Sjov fætter som ikke kan sammenlignes med noget.

På vejen til Waiteti Valley lod vi GPS’en bestemme ruten, så det blev en rigtig flot tur ad små veje, hvor det var sjældent vi så andre biler end farmernes pick-up’s. Vældig tur hvor vi fik set rigtig flot og varieret landskab. Turen tog en time mere end beregnet, men der var jo heller ikke noget vi skulle nå.

Drengene var ved at være godt trætte, så vi gjore holdt ved en campingplads, et sted foreslået af Monica og Maurice.

Selve pladsen var der ikke rigtig noget at råbe hurra for, men til gængæld kunne de diske op med adskillige hot pools som var med i prisen på campingpladsen. Så der gik ikke 10 min. før der var trukket i håndbremsen, til vi hoppede i det varme vand. Hvis man følte det 39-41 grader varme vand var for varmt, kunne man tage pools med 37-39, osv. Vi blev dog kortvarigt afbrudt, da Jeanette venligt gjorde opmærksom på der var spisetid. En halv time senere var vi i vandet igen, til vi skulle i seng. Fedt at sidde i disse oplyste pools, mens man i tusmørket kunne se ud over dalen, og de mange lyn fra tordenvejret i det fjerne, som dog aldrig kom helt tæt på.

Næste morgen kl. 07.00 sad vi alle 5 igen i pools’ene og nød den kolde morgenluft i ansigterne, mens kroppen nærmest var ved at gå i opløsning i det varme vand. En helt igennem ”ud af kroppen” oplevelse og sjældent har vi i familien haft nogle børn der var så rene.

Nu vi alligevel var tidligt oppe, kunne vi jo tage over at se Walt Disney gejseren Lady Knox, ikke langt derfra som har for vane at sprøjte højt til vejs hver dag kl. 10.15 J

Denne blev opdaget af nogle fanger fra et nærliggende fængsel, som ofte kom her for at vaske tøj i det varme vand. Ved et tilfælde havde de glemt det indsæbede tøj oven på gejseren, og pludselig stod en kæmpe vandsøjle inkl. vasketøjet op i luften til stor forskrækkelse for fangerne.

Hele området koger og damper af vulkansk aktivitet og denne gejser kan provokeres til at ”gå af” ved at smide en pose sæbe i den, som sætter en kemisk proces i gang, og 5 min. efter står en fin stråle kogende og dampende vand op i en 10 min. tid.

Lidt ”show-agtig” med tribuner, højtaler anlæg og hele molevitten, men meget sjovt at se.

Bagefter en tur rundt i den termiske park, som i på billederne kan se var et imponerende sammensurium af søer og pools i forskellige farver.

Den imponerende champagne-sø som var 65 m. bred og lige så dyb, fyldt med grønt 75 grader vand.

Vi kunne se på ungerne, at nu var de ved at have fået nok indtryk ind på nethinden, og ikke meget kunne imponere dem mere, og det helt forståeligt med det de har fået ind på harddisken den seneste tid.

Vi valgte derfor at køre mod søen Rotorua, hvor vi igen var blevet foreslået en campingplads af Monica og Maurice.

Her tog vi to dage uden de store aktiviteter. Selve campingpladsen lå direkte ned til en flod som løb ud i Lake Rotorua. Her blev der ivrigt fisket sammen med naboens tre børn, som de hurtigt fandt sammen med.

Der var masser af brown trout, brune ørreder, som vi tydeligt kunne se i flodens klare vand, men til stor ærgrelse ville de ikke bide, som også camping-fatter og andre fiskere kunne nikke med på. De mangler simpelthen vand i floderne, da der ikke har været regn i næsten 2 måneder, og man mente det var derfor.

Pladsen kunne også tilbyde lån af sit-on-top kajakker som vi benyttede os ivrigt af. Naboernes piger blev flere gange reddet ud af deres fuglereder på deres fiskeudstyr, og de mente derfor at Fix It Felix og hans familie skulle inviteres på aftensmad.

En spændende og imødekommende international familie, som med deres 3 børn på 5, 9, og 11 boede i Singapore. Manden var fra Hamborg og konen fra Spanien. Derfor var børnene så godt som 3-sprogede. Rigtig hyggelig aften, hvor de havde været forbi den lokale slagter og købe lækkert kød ind til grillen. Vi kørte forbi næste dag, og så på skiltet ”Butcher & Homekill” Man kan foranlediges til at tro han tager ud og giver aktiv dødshjælp efter fyraften!!

Vi sov lidt længe næste morgen, og fik sagt farvel til den internationale familie, inden vi selv kørte mod nord til kystbyen Turanga som ligger ud mod Stillehavet. Vi fik ringet og booket en ”ud at svømme med delfiner” tur. Ja man kan egentlig også være heldig at se hvaler, men det er et sjældent syn på denne årstid, så hvis det skulle ske, må det være en bonus ud over det normale.

Vi fandt et sted at holde eftermiddags pause ned til vandet, hvor vi brugte nogle timer, inden vi kørte hen på havnen for at holde for natten, så vi hurtigt var klar ved båden næste morgen. 5 min. efter ankomst kom en ældre herre og spurgte om vi havde tænkt os at holde her for natten? Jaee, det havde vi jo egentlig, da vi jo så bare skulle springe ud af bilen, og ned i båden. Han gjorde meget høfligt opmærksom på, at der var skilte ved begge indgange, om camping forbudt, som vi for en gang skyld ikke havde set. Fik os en venlig snak med manden, som kunne give os et andet fif til en gratis overnatning, ikke langt derfra. Igen et godt eksempel på deres venlighed, hvor han stille og roligt gør opmærksom på, at det vi har gang i, ikke er helt efter bogen, og samtidig er behjælpelig med at finde en løsning på vores problem. Man kunne levende forestille sig en CF’er derhjemme skulle varetage samme opgave med armene over kors og kniplen svingende truende fra hoften. Man kan næsten høre Ole Thestrup i rollen ”Holdt du dér, er du egentlig klar over hvad du har gang i” J

Ellers kan jo siges at det nu så småt lakker mod enden, med ”kun” en uge tilbage, som fortrinsvis bare skal bruges på Coromandel halvøens hvide strande med hovedet ned og fødderne op. Triptælleren på Transit’en er løbet op på knap 4.000 km. så lidt er vi da kommet rundt, selv om det ikke føles som meget delt ud over dagene.

Alt for nu denne torsdag aften inden delfin turen i morgen.

En hurtig kaffe-tår hos Monica og Maurice

Når man nu ikke har Gonzo, må man nøjes med en Tysker

Gps'en ledte os gennem flot bakket landskab

Og fotografen har en svaghed for solitære træer i det åbne land

Floden inddæmmes inden vandkraftværket
trækker "gratis" energi ud af vandet

Det er da på ingen måder normalt

Afslapning i Hot Pools

Det 98 grader varme vand køles ned gennem åbne kar med stor overflade

Selve kilden som leverer ca. 50 liter kogende vand i sec. !!

Solnedgang med torden i det fjerne

Hele området nærmest oser af dampende kilder

Klar til Lady Knox gejseren går af

Sørme om ikke den slog i gang kl. 10.15 som normalt

Dampende "Mud pools"

The Devils Home, hvor børnene kommer hen,
hvis ikke de spiser deres aftensmad op :-)

Den 65 m. dybe champagne-sø i baggrunden

Alle farver kommer i brug

Pause og mæt af oplevelser

En stille tur rundt i parken med de mange farverige søer

bertram har taget mod til sig og prøver en banecykel

Ja, man kan da sige at dyrene er nysgerrige

Tid til en tur ned af floden

Afslapning ved stranden

Hvem bliver stående længst?

Fra morgenen tog vi lige forbi marinaen lidt uden for byen, da vi havde hørt det var ok at overnatte der. Mens vi stod ved broen, kom en ældre mand forbi i hans jolle, og spurgte om drengene ikke ville have en tur. Inden han nåede at fortryde stod de 3 drenge nede i båden, og fik deres egen lille cruise rundt ved havnen. Han viste dem lige 3 havørreder han havde fanget om morgenen. Fine fisk og flinke mand.

Dagens mission var at gå en af de mange vandreture som er i området nationalparken Tongariro. Den mest kendte af dem alle, er Tongariro Alpine Crossing, som fører en gennem det flotteste landskab, som ofte er blevet brugt i scenerne til Ringenes Herre. Scenerne til ”Mount Doom” og ”Plains of Gorgoroth” er taget her. Prøv Google billeder, så kan i få en fornemmelse af det. Desværre er den 19 km. lang og i besværligt terræn. Så lige til den lange side med en 5 årig knægt på slæb, selv om han er en sej knægt.

Nå, vi tog vores egen lille mission 5 km. rundt om en sø. Ganske fornøjeligt og en venlig frivillig ”fældepasser” viste os hvordan man tømte fælder for bl.a. rotter.

New Zealand har jo haft et meget balanceret økosystem, da den jo er totalt isoleret fra andre smittekilder. Desværre kom europærene forbi og læssede alverdens utøj af, hvoraf mange af dem kunne smæske sig i øens fauna, uden nogen form for fjender. Den største økologiske katastrofe er uden tvivl Possums, som er en mellemting af en rotte og et forvokset egern. Egentlig importeret som et jagtbart pelsdyr da den har en fremragende pels. Man fredede dem i starten for at de skulle komme til fode, men for sent fandt man ud af katastrofen. De æder alt på deres vej. Al bundvegetation og blade på træer, (40.000 tons hver nat), plyndrer alle fuglereder og småfugle, samt spreder sygdomme og fortrænger øens andre dyr.

Man har et estimeret antal på 70 millioner, og man flyver nu rundt og smider giften 1080 ud for at holde bestanden nede. Derud over har alle nationalparker fælder som bliver tilset dagligt, enten af frivillige, eller de betaler jægere i de mere ufremkommelige egne.

At de så også har indført Himalayan Thar, Gemse, Kronvildt og meget andet jagtbart ædelvildt er jo en helt anden sag, som måske kan komme mig til gode om et par uger J

Nå, vi kom rundt om søen og drengene fik brændt lidt krudt af. Inden vi kørte tilbage til havnen fik vi lige fiskelicens til Tongaria floden og Lake Taupo, som kræver specielt fisketegn.

Hyggelig lille sted, hvor mange andre campere også havde fundet frem til.

Området omkring Turangi er med megen vulkansk aktivitet, så det skulle vi da lige se nærmere på. Vi valgte at skulle ”bestige” den største af de tre vulkaner som ligger ved siden af hinanden. Lis Sørensen var ikke med, men vi kan heller ikke danse, som Phil Collins siger.

Den største vulkan Mt. Ruapehu knejser med sine knap 2800 m højt op, og bliver flittigt brugt som skiområde om vinteren. Vi fik camperen helt op til liftområdet, men desværre var stolelifterne lukkede, da der blæste for meget på toppen. Vi gik i stedet en fin tur op ad bjerget og ungerne kravlede lystigt rundt og lavede badut-spring fra sten til sten.

Vi havde om morgenen kørt forbi nogle termiske pools, og da vi kunne alle trænge til at få kroppen i blød, tog vi en dukkert i det 38-40 grader varme vand. Dejligt afslappende og for varmt til de store fysiske udskejelser.

Udenfor løb den klareste bæk, fyldt af ørreder i alle størrelser. En afstikker af Tongariro floden hvor ørrederne tog op og gydede, så ingen fiskeri her til stor ærgrelse for Ludvig som jo så gerne ville fange en fisk.

Efter en hurtig handel, gik turen videre nordpå mod Taupo som ligger i toppen af Lake Taupo. Nogle kilometer inden selve byen, fandt vi i det sidste dagslys en fin plads at overnatte på 10 meter fra søen. Hurtig aftensmad og en halv time med fiskestangen inden sengetid for børnene. Godnat-bajeren og kaffen blev nydt med fødderne oppe og udsigt til solnedgang over søen. Top-Dollar

Efter en kold morgen, hvor Ludvig for øvrigt fangede sin føste ørred, for lille desværre, tog vi ind til Taupo for at se lidt på de forskellige aktiviteter. Vi ramte dagen hvor landets unge farmere havde distrikts konkurrencer i Young Farmers Contest, som blev udspillet i byens park i solskin, lidt som dyrskue blandet op med lidt gejl.

En tur på byens bibliotek blev der også tid til, inden vi tog ud og så Bungee jump og Huka Falls, hvor der fosser 200.000 liter vand ud i sekundet, nok ti at fylde 5 OL bassiner på ét minut.

Huka Falls er meget besøgt, og det kunne til tider være svært at få svunget kameraet rundt mellem alle de skæv-øjede som ikke skyer nogle midler for at komme forrest til gelænderet. En oplæsning af Emma Gad ville gøre godt på deres usympatiske attitude når de kommer væltende ud af busserne, flagrer rundt med armene og klikker løs på deres Nikon J

For ligesom at afslutte Taupo tog vi til Craters of the Moon, som var en vandretur rundt i et område med termisk aktivitet. Det røg og boblede bogstaveligt op af hullerne i jorden og lugtede fælt af svovl. Vi måtte selvsagt ikke komme helt tæt på, men vi fik da fornemmelsen af hvad der foregik.

Mætte af oplevelser forlod vi byen og fandt et fint sted, igen lige ned til søen. Drengene fik begravet en død kanin, sunket en energi-drik flaske med kastanjer, fisket i søen og erobret strandens legestativ, helt uden hjælp !